Århus-modellen (omtalt i Folkeskolen nummer 20) er ikke kun et pædagogisk redskab til forbedring af tosprogedes danskkundskaber, men er også et integrationstiltag. At man taler om tosprogede børn som et problem, som nogle, der kan være for mange af og må fordeles, får betydning for, hvordan denne elevgruppe opfatter sig selv. Den gældende diskurs i integrationsdebatten - ikke mindst på skoleområdet - definerer en bestemt gruppe borgere som selve årsagen til konkrete problemer. Dette legitimerer, at man fra politisk hold fratager etniske minoriteter deres ret til frit skolevalg, mens det samtidig betragtes som »urimeligt« at tvinge majoritetsbefolkningen til det samme.

Århus-modellen er dog også et forsøg på at imødegå det reelle problem, en række børn oplever i det danske skolesystem: At de ved endt skolegang har så store vanskeligheder ved at læse, forstå og skrive dansk, at de vil have svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse. Et problem, man må tage ganske alvorligt, og som der givetvis ikke findes simple løsninger på. Men flere børn under Århus-modellen oplever problematiske hverdagsvilkår: En tilværelse præget af manglende sammenhæng mellem skole-, fritids- og familieliv, lange ture i bussen, vanskeligheder ved at danne venskaber på modtagerskolen og manglende mulighed for at deltage i - og invitere til - sociale aktiviteter. Forældre oplever Århus-modellen som negativ diskrimination, hvor en gruppe forældre fratages den ret til frit skolevalg, som andre forældre har. Denne diskrimination kan opleves som særlig alvorlig, da en udefrakommende beslutning med kort varsel ændrer en række hverdagsvilkår for familien. Ikke mindst forældrenes mulighed for at følge med i og bakke op om børnenes skoleliv vanskeliggøres. Et særligt bekymrende resultat af undersøgelsen er, at Århus-modellen kan føre til en meget alvorlig ansvarsfølelse hos de involverede børn, hvor det ikke kun er politisk bestemte vilkår, der er årsag til den uønskede skolesituation, men hvor årsagen - for barnet - også er lokaliseret som barnets egen fejlen ved sprogtesten.

Der mangler blik for børnenes perspektiv i evalueringen af Århus-modellen, og det er afgørende, at Århus Kommune ikke fortsat lukker diskussionen af kommunens spredningspolitik ved at insistere på at erklære modellen for en succes.

Forkortet af redaktionen