Bertel Haarder sendte i et interview i månedsmagasinet Undervisere i juni, metaforisk talt, lærerne på sommerferie med en despotisk latter, der fra Frederiksholms Kanal kunne høres til Skagen, Tønder og Dueodde. Hans afbureaukratiseringsrundtur til skolerne var slut og konklusionen klar: Der skal ikke ændres et komma i elevplansbekendtgørelsen.

Om sin begrundelse herfor siger Bertel Haarder: »Det typiske forløb har været, at først så får vi den gængse lektie fra tillidsmanden, og når vi så går bordet rundt, så viser det sig, at stort set alle lærere er glade for elevplaner, selvom nogle af dem sikkert gerne ville have haft ekstra tid til dem«.

En ynkelig argumentation fra en minister, der hverken har kunnet tilbagevise Klarup-regnestykket eller Trinmålsløberen og ikke turde komme til Klarup.

Han fortsætter den stolte Venstre-tradition med, at »hvis det er fakta, så benægter a fakta«, og udtrykker en megalomanisk forventning om, at så vil alle andre nok gøre det samme.

Men det vil de ikke. Og lærerne er ikke længere ene om at sætte hælene i over for elevplansbekendtgørelsens vanvid. Med deres forsigtige ønske om ændringer gør KL og Danmarks Skolelederforening - omsider - det samme, men de er nødt til at gå stille med døren. En selv beskeden sejr ville blive en pyrrhussejr, og det er sagen ikke værd, al den stund at alle, Bertel Haarder inklusive, er på vild flugt fra bekendtgørelsens krav.

Hvad skal vi med en lov, der er så grotesk urealistisk, at ikke engang lovgiverne tager den alvorligt?