Som medlem af 93-gruppen kan jeg som 67-årig se frem til en årlig pension på 111.000 kroner.

Hvis jeg, som jeg var stillet i udsigt, da jeg blev ansat i folkeskolen, var blevet tjenestemand, ville min årlige pension have været 197.000 kroner.

Den forskel vil, hvis jeg er så heldig at være pensionist i ti år, beløbe sig til 800.000 kroner.

Hvad gør min fagforening ved det?

Fagforeningen, der forhandlede overenskomstansættelse for mig i 1993, var vidende om denne alvorlige ulempe.

Nu siger min formand, at det ikke er muligt via overenskomstforhandlinger at få rettet op på denne graverende fejl. Formanden, der kalder os DLF's dårlige samvittighed, fortæller, at det ikke er muligt at få flere kroner hjem til 93-gruppen, fordi Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte godkendte et protokollat i 2002 om, at 93-gruppens pensionsforhold var endeligt afregnet.

Dette protokollat blev tilsidesat ved forhandlingerne i 2005, hvor Lærerforeningen fik skaffet os et engangsbeløb på 11.000 kroner (i øvrigt det samme, som jeg betalte i forsikring i 2007 via min pensionsopsparing i Lærernes Pension) samt 2,5 procent ekstra på min pensionsopsparing fremover (jeg tør slet ikke regne på, hvad det har betydet for min endelige pension, måske over 100 kroner om måneden).

Det, der undrer mig i denne forbindelse, er, hvordan min formand kan begrunde sine udtalelser om, at det ikke er muligt at forhandle mere hjem i pension til 93-gruppen via overenskomstforhandlinger, med at der eksisterer nævnte protokollat, når protokollatet i 2005 netop blev tilsidesat.

Efter min lægmandsopfattelse må det være sådan, at når man en gang tilsidesætter »en regel/aftale/protokollat« i en forhandlingssituation, må der være særdeles gode grunde for at kunne gøre det igen, specielt når man som i dette tilfælde kan se, at der er enormt behov for at gøre det.

I øvrigt ærgrede det mig, at der i Folkeskolen 2025-nummeret ikke var en artikel om mig på sultepension, men i 2025 bliver der sikkert stadig lagt låg på 93-skandalen.