Jeg må indrømme, at jeg i min tid som lærer i den norske grundskole ikke vidste, at bladet Folkeskolen eksisterede. Derimod læste jeg tidligt tidsskriftet »Unge Pædagoger« med stor interesse, fordi det havde et befriende pædagogisk syn på skole. Tilfældigheder førte til, at jeg som journalist mødte »Unge Pædagoger«s tidligere redaktør på et nordisk lærerkursus i 1987. Det var, da Thorkild Thejsen fik en telefonopringning fra Danmark om, at han var blevet ansat som redaktør af Folkeskolen. Og han tog meget bagage med fra »Unge Pædagoger«.

I modsætning til norsk lærerbladsjournalistik var Folkeskolen tidligt ude med at nedtone organisationsstoffet til fordel for artikler, som mere direkte engagerer og handler om den praktiserende lærer. Når redaktøren samtidig har holdt fast ved i praksis at leve op til medieansvarslovens forpligtelser om redaktionel selvstændighed, har det ikke altid gjort hans arbejdsdage så harmoniske. Voksenoplæringsprojektet med at få en forenings tillidsvalgte til at forstå og acceptere den redaktionelle frihed er krævende.

I Thejsens tid har både dagspressen og fagpressen oplevet lidt af en revolution. Da han tiltrådte, var papirjournalistikken enerådende, men i 1990'erne kom internettet og udfordrede journalistikken, så vi måtte tænke journalistik på nye måder. Fra min plads i Oslo ser det ud til, at Folkeskolen i jubilæumsåret får papirblad og det digitale til at supplere hinanden fint, men at redaktionens netjournalistik har et stort udviklingspotentiale.