Har alle elever ikke ret til at få den skolegang, de har brug for? Kan en kommune lovligt undlade at tilbyde den undervisning, som den enkelte elev har behov for? Må en skole lade være med at give eleven den nødvendige undervisning, med henvisning til at kommunalbestyrelsen har bestemt, at pengene skal bruges til noget andet?

De spørgsmål stillede Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini, undervisningsministeren for tre uger siden. Hendes ordlyd er ganske vist anderledes, men det er det, der er meningen.

»Finder ministeren det i overensstemmelse med gældende regler at nægte elever med særlige behov specialpædagogisk bistand ud fra resursemæssige hensyn?« spørger Antorini blandt andet. Og med henvisning til skoleloven svarer Bertel Haarder, at der gives »specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, som ikke alene kan understøttes inden for rammerne af den almindelige undervisning«. Hans sympatiske konklusion lyder sådan: »Økonomiske hensyn er derfor ikke et sagligt argument til at afvise støtte til børn, der har behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand«. Så vidt, så godt.

Eller rettere: Så vidt, så skidt! For Antorini spørger, om det er lovligt at nægte elever den nødvendige specialundervisning. Det svarer Haarder ikke på. Han nøjes med at fortælle, at det ikke er et sagligt argument at sige nej med henvisning til økonomien. Derfor blæser det stadig mellem paragrafferne, om en usaglig kommune foretager sig noget ulovligt ved at nægte en elev den undervisning, som der er saglige begrundelser for at tilbyde?

Det svarer undervisningsministeren ikke på!

Og svaret på Antorinis næste spørgsmål er . ja, betegnelsen uforskammet er faktisk for svag. Spørgsmålet lyder: »Finder ministeren det i overensstemmelse med gældende regler, når skoleledere tvinges til i konkrete sager at prioritere mellem på den ene side fagligt og sagligt begrundede specialpædagogiske behov for bistand til enkeltelever og på den anden side skolens øvrige drift?«

Antorini får ikke at vide, om det er lovligt at prioritere økonomi før elevens undervisning. Haarder tørrer det hele af på skolelederen, som - skriver han - må prioritere »i relation til den enkelte elev« inden for de rammer, som kommunalbestyrelsen har fastlagt. Og hvis lederen »finder, at de økonomiske rammer er for snævre til at drive skolen forsvarligt«, må han »gøre kommunalbestyrelsen opmærksom herpå«!

På meget enkelt dansk: Kære Bertel Haarder. Er det lovligt, hvis en skoleleder eller en kommunalbestyrelse nægter en elev den undervisning, han eller hun har brug for?

-th