»En elev, der ikke mødes med respekt af læreren, vil være tilbøjelig til ikke at vise læreren respekt«. En nyhed i skolen anno 1968, i dag elementær, praktisk lærerfaglighed, grænsende til det banale, og derfor også en kende komisk at blive mindet om igen igen i Folkeskolen nummer 19. Denne gang af en engelsk pædagogikprofessor, der dog straks begår den udbredte, modsætningsvise fejlslutning, at elever, der vises respekt af læreren, automatisk vil udvikle respekt for læreren. Med andre ord: At elever, der udviser mangel på respekt, typisk er ofre for lærerens disrespekt.

I den virkelige verden forholder det sig imidlertid sådan, at hvis man lægger sig ned og siger som en gulvmåtte, kommer der med garanti nogen og tørrer deres beskidte fodtøj af i én. Det burde være unødvendigt at sige det, men det er det desværre ikke: Elever har ingen ret til at behandle lærere, som om de var idioter, indtil det modsatte er bevist. Forpligtelsen til respekt er gensidig. Ikke kun skoleelever, men også rødhårede, dværge og fremmede, ja sågar skolelærere, har krav på at blive mødt med umiddelbar respekt.

Indtil denne indsigt er blevet allemandseje, må og skal skolen forpligtes til at beskytte den enkelte lærers person med en autoritet i embeds medfør. Ellers bliver især mindre robuste lærere trampet ned.