Debat
Mere autoritet til de voksne
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
For at sætte fokus på skolebørns sociale adfærd nedsatte undervisningsministeren for et års tid siden »Udvalg om disciplin, god adfærd og mobning i folkeskolen«. Læser man nærmere på teksten i det lille hæfte, der nu er udkommet fra udvalget, støder man på begreber som »nul tolerance« og »udelukkelse fra undervisningen«. Sågar »eftersidningen« skal have en renæssance. Vi skal åbenbart til at genindføre »stokke- og gulerodsmetoden«, blot på en ny måde: Først skal ungerne have nogle slag med stokken, og så kan de blive dunket i hovedet bagefter med et bundt gulerødder.
Ingen vil vel benægte, at der i mange skoleklasser er problemer med hensyn til børnenes sociale adfærd. Men netop derfor er det påtrængende at finde frem til, hvad børn skal opdrages til - og hvordan - sådan at man ikke vender tilbage til fortidens hårde og autoritære metoder.
Det er dybt beklageligt og ærgerligt, at undervisningsministerens »disciplinkommission« i sin iver efter at finde alternativer til, hvad der sker for øjeblikket, fremsætter forslag, som dybest set er reaktionære og undertrykkende. Nu skal opdragelse - atter - reduceres til et spørgsmål om flere grænser, mere disciplin, mere autoritet til de voksne. Det er for enkelt, hvis opdragelse alene kommer til at dreje sig om god ro og orden, disciplin og hårdere metoder. Det kan rent faktisk skade både børnene og relationen mellem børn og voksne og her ikke mindst ødelægge børnenes forhold til skolen.