Underlige tider, vi lever i, sagde den gamle overlærer og skuttede sig.

Alle taler på kryds og tværs, i møder, konferencer, netdebat og læserbreve, men er der egentlig nogen fælles samtale? Taler og lytter vi i samme rum, for hvordan ellers komme fremad? Regeringen lytter kun til meningsfæller, det ved vi jo, men hvad med os selv, halvlammede, professionelle pluralister?

Hvad synes DLF's hovedstyrelse, at vi skal gøre med testning og elevplaner - ud over at være frustrerede?

I utallige lærersammenhænge bliver der debatteret stolper op og ned, og i hver debat bliver det finale spørgsmål, hvad DLF's strategi mon er, når skolelovsændringerne er vedtaget. Siger vi så bare åh javel og går i gang med kontrol og dokumentation i fredsommelighedens/fredspligtens navn?

Vil hovedstyrelsen lade hver skole, hver kommune slås om tiden til elevplanskrivning? Har foreningen, ud over pædagogisk begrundede ophævelser, nogle centrale krav til arbejdstiden til de nye opgaver, så lad os høre kravene. Lige nu er vi frustrerede, jovist, men strategi kan ændre frustration til noget konstruktivt.

Svar

Vi har allerede 30. januar gennem Lærernes Centralorganisation bedt om en drøftelse af overenskomstmæssige konsekvenser af forslaget om udarbejdelse af elevplaner for at markere, at vi forbeholder os ret til at rejse krav i forhold til elevplaner.

Det er imidlertid umuligt at konkretisere dette, inden vi kender udmøntningen af en eventuel lovgivning gennem en bekendtgørelse. I skrivende stund er der end ikke skrevet betænkning i forhold til forligspartiernes lovforslag. Jo stærkere centrale krav der bliver formuleret til eventuelle elevplaner, jo mere oplagt vil det være at indgå en central aftale om vilkårene for arbejdet med elevplanerne.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF