Betragter man folkeskoleforliget med andet end ond vilje, må man indrømme, at der med forliget ikke er tale om at lede en udvikling ad fastlagte centralt givne baner. Der er meget mere tale om et forsøg på at fastlægge nogle rammer, inden for hvilke det skulle være muligt, som Anders Bondo Christensen udtrykker det i Folkeskolen nummer 18, ved hjælp af »den enkelte medarbejders potentiale« at skabe den ønskede udvikling til genetablering af fordums høje uddannelsesniveau, og som må være et krav, enhver regering har ret og pligt til at fremsætte. Og hvis formandens brug af ordet kvalitet omfatter den vidensindlærte faglighed først og fremmest, hvilket man nok ikke kan gå ud fra, har kvalitet just ikke kendetegnet folkeskolen af 1993. Snarere har alle gode kræfter kappedes om at skjule fiaskoen med opsætning af alle mulige andre umålbare mål omfattende bløde, almenmenneskelige kvalifikationer, der har skullet fremhæves og dyrkes, når man nu engang stod magtesløs over for de egentlige mål, som burde være skolens. Men hvad enten kvalitetskrav og mål defineres af staten, DLF, pædagogiske eksperter eller andre centralt placerede autoriteter langt fra skolen, kan man selvfølgelig ikke forlange, at lærerne med deres nok så udviklede potentiale eller professionalisme kan nærme sig en målfastsat genetablering af vort tidligere så høje uddannelsesniveau, når de skal arbejde inden for nogle lovgivne rammer, der direkte modvirker det mål, der skal nås. Det burde statsmagten, DLF og ikke så få blandt de pædagogiske eksperter have mod til at indse, selv om det betyder, at der skal slagtes nogle hellige ideologiske køer.