»Skolepolitik bygger på danske værdier« var overskriften på undervisningsminister Bertel Haarders kommentar i Folkeskolen nummer 19. Han reagerede på en omtale af min ph.d.-afhandling »Evas skjulte børn«, der viser, at der kan være uoverensstemmelser mellem politiske beslutninger og embedsværkets strategier for implementering. Det er han ikke enig i. Her er der en dokumentation:

I Schlüters regeringstid vedtog Folketinget en beslutning (B65, 1992), der skulle »nyttiggøre« tosprogethed ved at tilbyde indvandrersprog som valgfag i folkeskoles ældste klasser og på gymnasialt niveau samt ved at uddanne tosproget pædagogisk personale.

I Nyrup Rasmussens regeringstid blev der ligeledes vedtaget beslutninger, der favoriserede tosprogethed (Byudvalgsinitiativerne, 1993), »så tosprogethed kan blive en selvstændig kvalifikation, der anerkendes og videreudvikles i uddannelsessystemet«. Igen handlede det om indvandrersprog som valgfag og uddannelse af tosproget pædagogisk personale.

Ministeriets embedsværk gjorde det modsatte. I midten af 1990'erne underkendtes denne formålsformulering: »Undervisningen skal styrke elevernes følelse af selvværd ved at udvikle deres bevidsthed om tosprogethed og tokulturel identitet som en personlig og samfundsmæssig værdi«. Begrundelsen var retlige og politiske hensyn. Der blev skrevet en pædagogisk vejledning for indvandrersprog som valgfag, som blev faghæfte nummer 33 i fagrækken. Undervisningsministeriets embedsværk udsendte aldrig dette faghæfte, selv om der var lovhjemmel for det.

I »Regeringens redegørelse til Folketinget vedrørende Byudvalgets indsats« fra maj 1997 kan man læse om indsatsen for indvandrersprog som valgfag: »På grund af Folketingsbeslutning om ikke at ændre i regler for modersmålsundervisning er der endnu ikke udsendt nærmere regler for indvandrersprog som valgfag i 8.-10. klasse«. Her er der direkte tale om, at embedsværket fejlciterer folketingsbeslutningen B 65. Denne folketingsbeslutning skulle netop iværksætte indvandrersprog som valgfag.

I overensstemmelse med ovennævnte politiske vedtagelser var der i midten af 1990'erne spæde forsøg med uddannelse af tosprogede lærere. Disse forsøg blev imidlertid aldrig evalueret og førte ikke til reformer i lærer- og pædagoguddannelserne, med det resultat at potentielle tosprogede lærere og pædagoger får den samme etsprogede uddannelse som deres medstuderende.

Jeg har måttet konstatere, at selv om der er lovhjemmel for at skrive pædagogiske vejledninger for undervisning af tosprogede elever, skete dette ikke. Det tog således 26 år at udsende en pædagogisk vejledning for undervisning i minoriteters modersmål og 20 år at udsende en pædagogisk vejledning for undervisning i dansk som andetsprog. Danske værdier?