Anmeldelse

Buddhismen i Kina

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Buddhisme i Kina er ikke et centralt emne i skolens undervisning. Når denne bog om emnet alligevel er interessant, er det, fordi der her beskrives en side af Kinas historie og det nutidige kinesiske samfund, som bør med, når der i undervisningen skal arbejdes med Kina.

Først gives en kort og meget koncentreret sammenfatning af, hvad buddhisme er. Forgængelighed, lidelse og læren om intet-jeg er centralt i buddhistisk virkelighedsopfattelse, og forståelsen heraf uddybes i de fine og velvalgte tekster til kapitlet.

Dernæst følger et ligeledes kort og koncentreret kapitel om Kinas historie. Tilbage fra de tidligste statsdannelser og frem til folkerepublikken har både konfucianismen og daoismen spillet en rolle.

I kapitlet om buddhismens historie i Kina vises, at buddhismen, som enhver anden religion, er en dynamisk størrelse, der omformedes, således at varianter af buddhismen i kinesisk klædedragt blev til. Buddhismen findes også i dag i Kina, har tilslutning og trives inden for de rammer, det statslige kontor for religiøse anliggender udstikker.

Hovedparten af bogen indeholder forskellige tekster. Iblandt disse er flere, som elever i de ældste klasser kan læse. For eksempel sangen om formand Mao og interviewene med nutidige buddhister. I teksterne kan læreren hente eksempler på, hvordan religion er søgt forklaret af det kommunistiske Kina og samtidig har overlevet og trives i dag.

Også denne bog har forlaget givet en web-adresse. Her kan endnu mere autentisk materiale hentes, blandt andet en videooptagelse af morgenrecitationer i klostre.