Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Medlemmer af Danmarks Lærerforening på Nydamskolen forsamlet til møde torsdag den 2. maj 2002 udtaler følgende:
Vi opfordrer Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse til at foretage en grundig undersøgelse af vore forhandleres rolle i overenskomstforhandlingerne.
Det er med bestyrtelse, at vi i dagspressen (Weekendavisen) harkunnet læse, at vores formand ikke har sagt klart fra i forhandlingen, men tilsyneladende først i hovedstyrelsen gør sin stilling klar. Det er vores faste overbevisning, at overenskomstresultatet var blevet væsentligt anderledes, hvis vores formand havde meldt klart nej i Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte.
Vi mener, at Danmarks Lærerforening skal tage kraftigt til genmæle over for Poul Wincklers udtalelser om lærerne.
Vi opfordrer til, at der indkaldes til en ekstraordinær kongres, hvor ovenstående tages op, og hvor der kan formuleres en fremtidig overenskomststrategi, der giver medlemmerne handlemuligheder.
På vegne af medlemmerne på Nydamskolen.
Jørgen Lind
tillidsrepræsentant Sønderborg
Svar
Poul Wincklers ytringer om lærerne faldt i et interview i Berlingske Tidende. Avisen har siden bragt et debatindlæg af mig, hvor jeg tager kraftigt afstand fra hans udtalelser.
Hovedstyrelsen har efterfølgende vedtaget en udtalelse, der på samme måde tager afstand fra hans udtalelser. Begge kan læses på DLF's hjemmeside www.dlf.org
DLF vil som bekendt afholde ekstraordinær kongres den 3. juni.
Anni Herfort
formand for DLF