En virksomheds formål er at tjene penge. Midlet dertil kan være produktion!

En offentlig institution har til formål at sikre nogle samfundsvalgte værdier.

Det private erhvervsliv kan lønne ud fra, hvor produktiv medarbejderen er. Der prøves intenst på at drage sammenligninger og overføre privat virksomhedsfilosofi til den offentlige sektor.

De mennesker, der har til opgave at vedligeholde en samfundsværdi og kultur, stritter imod. Vi bliver kaldt bagstræberiske, ærkekonservative og frakendt tidens dille: visioner.

Samtidig hører vi om dårlige lærere, der ikke kan skabe ro, og 'I gamle dage kunne man undervise 36 elever i en klasse i 36 ugentlige timer'.

Selvfølgelig kunne man det!

Det skulle ikke være nødvendigt at fortælle, på hvilke måder vilkårene både i skole og hjem var aldeles anderledes før i tiden.

Vi kan overhovedet ikke sammenligne med den tid. Gid vi kunne, for så kunne vi også finde løsningerne på vore problemer.

Vi har en anden skolelov og andre målsætninger end den gang. Vi har andre familiestrukturer.

Stop for de tåbelige sammenligninger.

Jamen, børnene er da urolige!

Ja, det ved Gud de er!

Hvad ville vi andre være, hvis vi levede deres stressede liv?

Forkælede, opmærksomhedskrævende børn?

Næ!

Børnenes 'semig'-opmærksomhedskrav skyldes ikke forkælelse. Det er nødråb. De bliver jo ikke set! De befinder sig i et infernalsk spektakel af alt for mange børn, der overgår hinanden i desperate forsøg på at blive hørt eller set af nogle få voksne.

Altså: En styrelseslov, der giver kommunen lov til at stramme og fylde op i klasserne funderet i fortidens samfundsfilosofi og en folkeskolelov, der tager udgangspunkt i idealiserede forestillinger om virkeligheden.

Visionært!

Stine Preston

Vejle