Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kosmopolitter i metropolerne Københavnstrup, Brønderslev og Hjørring opfatter muligvis de følgende linier af Grundtvig som udtryk for 'landlig visdom', 'bøndernes jævne og ligefremme tankegang' og det at være 'bondesnu':
'Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
som det, jeg ville ej for kongers bytte,
opklaret gang i ædle fædres spor,
med ligeværdighed i borg og hytte'.
I så fald er Lise Rings, Ole Viths og Walther S. Nielsens karakteristik af mig i Folkeskolen nummer 17 ikke alene rimelig. Den er taget på kornet.
Men en livsorientering som den citerede giver overskud også til at opfatte tale om mørkemænd og mørkets gerninger på netop Fandens fødselsdag som udtryk for humor. Da talen om mørket desuden falder i en semantisk sammenhæng, hvoraf det fremgår, at den alene er møntet på personer, der ikke ser forandringer i folkeskolen som 'nødvendige og mulige', må jeg antage, at forargede læserbrevsskribenter vil, 'at alt skal være, som det er, hvis det ikke kan blive, som det var'.
Det musiske Udvalg har som ærinde at bidrage til at finde et nyt (og bedre) balancepunkt mellem skolens dannende og uddannende opgave. Debatten herom er hverken uetisk eller betændt. Den er fraværende.
Jeg beklager selvfølgelig, hvis jeg i den forbindelse har misforstået Henry Iversen og opfattet ham som værende i kedeligt selskab. Hermed mener jeg et selskab, der har det som kattens øjne i mørke: de lyser kun, når de bliver belyst!
Jeg er faktisk enig med Henry Iversen i, at (sprog og) læsning bør styrkes. Men mit synspunkt skyldes hverken den øjeblikkelige vindretnings stormstyrke eller diverse internationale/nordiske læseundersøgelser for 3. klasse. Synspunktet bygger på den kendsgerning, at undervisningen i folkeskolen fra og med 3. klasse stort set er boglig. Et alternativ på for eksempel et praktisk og musisk grundlag kunne selvfølgelig tænkes. Altså tænkes! I fuld omfang har et sådant grundlag ikke været afprøvet i den offentlige skole side Østriggade-forsøget 1960-65.
Chresten Sloth Christensen
Skagen