Hvorfor skulle der på kongressen den 17. april partout trumfes nogle satsningsområder om den decentrale løn igennem? Som legitimering herfor havde hovedstyrelsen som bilag til kongressen medsendt et baggrundsnotat for foreningens politik vedrørende anvendelse af decentral løn. Notatet var vedtaget af hovedstyrelsen, som - meget bekvemt - også havde besluttet, at det ikke kunne komme til selvstændig behandling på kongressen. Sådan!

Kongressen skal til efteråret efter planen vedtage et princip- og arbejdsprogram for DLF. Vedtages dette - og det kan forventes - vil kredsene i den forbindelse skulle arbejde for en lang række satsningsområder.

Proceduren her er imidlertid meget mere demokratisk: førsteudkastet blev udsendt i marts måned til kredsformændene. Den 6. maj afholdes en kredsformandskonference, hvor forslaget vil blive grundigt diskuteret, og frem til den 1. juli kan kredsene indsende forslag til eventuelle ændringer. Senere kommer der et nyt forslag, som så skal behandles på kongressen i november. Denne procedure er demokratisk rimelig.

Så er det, jeg spørger mig selv om, hvad det nu skal til for? Hvorfor kører hovedstyrelsesflertallet sådan en medlemsdemokratisk zigzag-kurs?

Nå, måske har det noget at gøre med at tabe ansigt. Det er jo set før, at tåbelige beslutninger gennemtrumfes af den grund.

Den tromlende facon klæder ikke hovedstyrelsen og tvinger bare en del af de delegerede til at være loyale over for formanden/flertallet i hovedstyrelsen i stedet for deres synspunkter. Det skal nok blive lystigt!

Karl Heinz Mortag

kongresdelegeret, Århus

Svar:

Jeg lovede på kongressen i november 1996, at hvis foreningen stod i den situation, at der var noget, der hed decentral løn ved Overenskomst 97, ville jeg garantere for, at der ikke skulle opstå et politisk tomrum. Hensigten var, at kredsene skulle kende deres politiske manøvrerum fra starten af overenskomstperioden.

Derfor blev kongressen indkaldt til ekstraordinært møde den 17. april 1997.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF