Debat
Fuldgyldige medlemmer
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Efter forløbet af Overenskomst 97 er det naturligt, at pensionisternes stemmeret i foreningen er til debat, men der er nok grund til at mane til besindighed og advare mod hovsa-løsninger.
Problemet er jo, at vore interesser forhandles og varetages to steder, mens vi kun har stemmeret det ene sted.
Det naturlige vil derfor være at samle forhandlingerne ét sted. Kristian Fløj-Jensens og Else Holm-Johansens forslag (Folkeskolen nummer 17) om at overføre samtlige medlemmer - altså også Fraktion 4 - til Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) lyder umiddelbart rimeligt. Om det politisk og teknisk kan lade sig gøre, kan jeg ikke overskue.
Derimod vil jeg kraftigt advare mod Svante Eriksens forslag (nummer 19) om afgivelse af stemmeretten til KTO mod bedre repræsentation ved forhandlingerne i statsligt regi. Vi ville dermed afskære os fra indflydelse på forhold af betydning for pensionisternes vilkår.
Havde der for eksempel været tilstrækkelig stor vilje hos begge parter ved forårets KTO-forhandlinger, havde der efter min mening ikke været noget i vejen for, at pensionisterne havde kunnet få del i puljemidlerne, hvorved spændet mellem de erhvervsaktives og pensionisternes indtægtsudvikling var blevet mindsket (jævnfør efterårets kongresbeslutning).
En afgivelse af KTO-stemmeretten vil betyde en udhuling af DLF-medlemskabet. Pensionisterne vil blive B-medlemmer, ikke længere fuldgyldige medlemmer, som vi er enige om må være det overordnede mål.
Til Anni Herfort Andersens oplysning om, at spørgsmålet om pensionisternes stemmeret er til behandling i foreningen, kun et ønske om, at et udspil fra hovedstyrelsen udsendes så betids, at der bliver god tid til medlemsdebat.
Jørgen Pagh Andersen
Københavns Lærerforenings
pensionistafdeling