Daniel Goleman besøger Danmark i begyndelsen af næste måned. Den 2. juni forelæser han på Danmarks Lærerhøjskole i København

Af Lisbet Larsen

Huset i udkanten af landlige og velholdte Williamsburg i Massachusetts er så stort, at det næsten kvalificerer sig i kategorien af mindre slotte. Daniel Goleman, forfatter til bogen 'Emotional Intelligence', er sammen med sin kone i gang med at bygge til.

- For bogen blev jo en større succes, end vi havde regnet med, fortæller han.

Med over 750.000 eksemplarer trykt, har amerikanerne kastet sig over bogen, der er et opgør med den vestlige verdens tendens til at fokusere på boglig viden og kognitive færdigheder.

I sit velordnede hjemmekontor i en af USA's mest progressive og rigeste områder arbejder Goleman på fortsættelsen til sin succes. Folkeskolen mødte ham midt mellem telefonopkald og renskrivning af kapitler.

- Det er egentlig en diskussion om at flytte opmærksomheden nedad. Fra hovedet til hjertet, siger Daniel Goleman om 'Følelsernes Intelligens', som bogen hedder på dansk. Han brugte ti år på at samle materiale og to år på at skrive.

På de godt 300 tætte sider har Goleman samlet et væld af nyere research, der påviser, at det er følelserne, der har mest at skulle have sagt i vores liv. Ligegyldigt hvor meget vi fokuserer på at blive klogere og mere vidende, er det i sidste ende vores evne til at håndtere disse følelser samt vore sociale færdigheder, der er afgørende for, om vi får et godt og succesrigt liv.

Dette budskab bringes i et samfundsmæssigt perspektiv: 'Hvordan kan vi gøre vores gader mere civiliserede og vort nærmiljø mere omsorgsfuldt?', spørger Goleman i bogens forord.

Svaret er at tilføre følelserne intelligens. At både børn og voksne kan lære at reagere mere hensigtsmæssigt på de impulser, som følelserne bringer. Hvad enten det drejer sig om ham, der altid slås i skolegården, den ungdomskriminelle eller den ophidsede eller sårede ægtefælle.

Daniel Goleman, der i øjeblikket har orlov fra sit job som videnskabelig journalist på New York Times, er netop dét: videnskabelig.

Der er intet 12-trins-program- eller New Age-agtigt over hans bog, der klart og minutiøst beskriver hjernens forskellige centre, og hvordan følelserne, opfattelsen og hukommelsen arbejder og sender signaler. Det afgørende er, at følelserne altid finder en smutvej i hjernen. Derfor reagerer vi altid følelsesmæssigt på indtryk, før vi har fået tid til at tænke os rationelt om.

En af Golemans afgørende teser er, at vi får indlæringsvanskeligheder, hvis vi ikke forstår at kontrollere vores følelser. Og nutidens børn har dårligere forudsætninger end tidligere generationers børn. De kæmper med flere emotionelle problemer end deres forældres og bedsteforældres generation gjorde; de er mere ensomme, deprimerede, vrede, impulsive og angste.

- Alt, hvad vi lærer, bliver opbevaret i arbejdshukommelsen i hjernen. Og hvis en elev er ophidset eller nervøs, så opleves disse følelser ofte som tanker, man ikke kan få ud af hovedet. Disse tanker går ind i arbejdshukommelsen og formindsker indlæringsfunktionen, forklarer Goleman.

- 126 forskellige undersøgelser viser, at skoleelever, der generelt er overbekymrede, gør sig dårligere end andre, mindre anspændte elever.

Ifølge Daniel Goleman betyder det, at mange meget 'kognitivt intelligente' børn klarer sig forholdsvist dårligt i skolen.

- I andre tilfælde har vi så professortypen, der socialt virker klodset. På Massachusetts Institute of Technology, der er en af landets fineste tekniske universiteter, passer en overraskende stor del af de studerende til stereotypen af en social nørd. De har tilbragt så meget tid alene, at de ikke har lært de sociale færdigheder, som andre unge øver sig på gennem teenageårene. Og fra arbejdsledere, der har ingeniører og forskere under sig, hører jeg ofte, at uforholdsvis mange ikke kan finde ud af at samarbejde og være 'i sync' med andre mennesker.

På spørgsmålet, om der er en fare for, at informations- og computeralderen generelt vil producere flere nørder, svarer han:

- Antallet af timer, som børn bruger foran en skærm, hvad enten det er en computerskærm eller en tv-skærm, er uden fortilfælde. Vi er i gang med et historisk eksperiment, der ser ud til at have en del utilsigtede konsekvenser. Børn er mere isolerede, deres forældre arbejder mere end før, og dele af undervisningen er i færd med at blive digitaliseret.

- Vi kan ikke bare sige, at børn skal hives væk fra computerne, men vi skal passe på, at de ikke bliver frataget muligheden for at lære at klare både konflikter og deres egne følelser i samspillet med andre børn. Det er her, både forældre og skoler skal sætte ind.

Daniel Goleman har ikke selv opfundet begrebet 'følelsesmæssig intelligens', men han er den, der mest omfattende har diskuteret, hvad det betyder, og hvordan det kan anvendes praktisk. Han bruger fem hovedpunkter, der dækker de vigtigste færdigheder til at håndtere følelser. (Se boksen).

Hvis man kan mestre disse færdigheder, siger Goleman, bruger man ikke unødig tid på at ruge over sit liv, man keder sig ikke og kan lære og arbejde i et såkaldt 'flow'. Altså den tilstand, hvor man glemmer tid og sted i en ophøjet, næsten lettere ekstatisk koncentration. Sportsfolk og kunstnere beskriver ofte tilstanden af flow, at være 100 procent til stede i det, man foretager sig.

Daniel Goleman slår en skraldlatter op, da den udsendte spørger til hans egen tilstand, da han skrev 'Emotional Intelligence'.

- Jo, jeg nød virkelig at skrive den. Jeg har skrevet ti bøger i mit liv, og tre af dem, inklusive denne, står virkelig mit hjerte nær. De syv andre skrev jeg bare for pengenes skyld, siger han med et skævt grin.

Flowet bliver umuligt at opnå, hvis ens liv fyldes af konflikter og misforståelser. Goleman nævner flere gange, både i sin bog og under interviewet med Folkeskolen, hvor vigtigt det er, at børn lærer at aflæse ansigtsudtryk korrekt.

- Der findes en meget interessant undersøgelse fra Norge, hvor man udvalgte et antal notoriske bøller i skolerne og derefter fulgte dem, til de nåede fyrreårsalderen. For det første fandt man ud af, at 65 procent var endt i fængsel, siger Goleman og løfter øjenbrynene.

- Det næste, man så spørger sig selv, er: Hvorfor blev de overhovedet skolegårdsbøller? Og der var to afgørende forhold, der gik igen. De manglede systematisk en del af det, der udgør empati. De misopfattede selv neutrale ansigtsudtryk som værende fjendtlige. Så set med deres øjne var det ikke dem, der begyndte deres talrige slåskampe - de opfattede blot, at de forsvarede sig. Og dernæst var de dårlige til at skabe venskaber.

Flere programmer i skolerne rundt om i USA har forsøgt at arbejde med disse forhold, og resultaterne har været overvejende positive. En af måderne er at præsentere eleverne for billeder af vrede, glade og bange ansigtsudtryk og dernæst lade børnene identificere, hvad følelsen er. Det interessante er, at børn med få venner har langt sværere ved at ramme rigtigt end mere populære børn.

- I et forløb, vi lavede i Atlanta, underviste vi derudover eleverne i basale færdigheder om, hvordan man får venner. At huske at spørge til det andet barn, hvordan man skal skiftes til noget og så videre. Efter et stykke tid var de ikke bøller mere. Det var helt simple færdigheder, børnene manglede, fortæller Daniel Goleman.

På spørgsmålet, om det ikke også handler om, at disse børn er vant til at blive behandlet uforudsigeligt og aggressivt hjemmefra og derfor dybest set reagerer logisk nok, svarer Goleman:

- Man kan godt sige, at de reagerer delvist tilpasset og delvist utilpasset. Men deres handlinger i skolen betyder, at de ryger ud i konflikter, så man skal forsøge at hjælpe dem til at være vagtsomme udelukkende i situationer, hvor det er nødvendigt.

Det er måske netop i forbindelse med diskussionen om dybere årsager og virkning, at bogen har sin største svaghed. Og Goleman erkender, at samfundsforhold som fattigdom og arbejdsløshed er de bagvedliggende faktorer i stort set alle de problemer, han opstiller.

- Jeg er enig i, at man skal passe på ikke blot at fremføre, at børn bare skal tilpasse sig en hårdere og hårdere virkelighed. Men det kræver følelsesmæssigt overskud og intelligens at lave om på ting, der er dårlige. Og jeg ved ikke, hvad man skal gøre ved økonomien. Jeg er psykolog, ikke politiker, siger Goleman.

Goleman beskæftiger sig ikke blot med aggressivitet, men også med den konflikt, der rettes indad: depression blandt børn og unge.

- Især problemer med vennerne er årsag til megen teenagedepression, siger han.

At deprimerede børn kan få svært ved at klare sig i skolen, er vel ingen overraskelse, men Goleman kommer med et par bud på, hvad man kan gøre som lærer.

- En idé, der er brugt flere gange, er at lade klassen have en papkasse, hvor eleverne anonymt kan aflevere sedler med beskrivelse af deres problem, såsom 'mine veninder vil ikke være sammen med mig' og så videre. Det giver en mulighed for at diskutere, hvad man kan gøre i sådanne tilfælde og uden, at den pågældende føler sig sat i rampelyset. Derudover mener Goleman, at det virker effektivt at udfordre de unges tendens til 'alt eller intet'-tankegang.

Et af de udtryk, Goleman bruger igen og igen under interviewet, er 'impuls-kontrol'. At kunne undlade at handle på grundlag af ens umiddelbare lyster og fornemmelser er ofte tvingende nødvendigt for at nå et større mål.

I 'Følelsernes Intelligens' findes mange eksempler på, hvordan skolen kan hjælpe børn og unge til at højne deres intelligens på det emotionelle område.

- Det handler ikke om, at lærerne skal overtage forældrerollen eller fungere som socialrådgivere. Men skolerne bliver nødt til at tage alvorligt, at følelsesmæssig intelligens er afgørende for samfundet som sådan.

Goleman er godt klar over, at mange lærere mener, at det er at smide endnu mere ansvar for manglende forældreomsorg og opdragelse over på en allerede udkørt og overbebyrdet lærerstand.

- Men det interessante er, at de lærere, der har brugt følelsesmæssig intelligens i undervisningen, stort set alle sammen siger, at de til hver en tid vil gøre det igen.

- Og tænk så på, griner han, at det kan have en positiv effekt på lærernes eget personlige liv. Måske kan de selv lære noget og dermed få det bedre med deres ægtefælle eller blive bedre til at løse konflikter med deres børn.

Goleman bruger mange sider på at beskrive brugen af konfliktløsning i skolerne. Han kalder det 'en højere form for følelsesmæssig intelligens', og han opfordrer til, at lærere tager det ind i undervisningen på et tidligt tidspunkt. For hvad der ofte fører til konflikt er, når man ikke kommunikerer, konkluderer på et spinkelt grundlag og udtrykker sig hårdt, hvilket kan gøre det svært for andre at lytte efter, hvad man egentlig siger.

- Det skal øves igen og igen, og man begynder selvfølgelig ikke med de mere sofistikerede teknikker. Fordi det for helt små elever handler mest om at 'Han tog min blyant, og hvad skal jeg gøre ved det?', tror jeg ikke, lærerne absolut behøver at tage kurser i det. Det handler først og fremmest om at fortælle eleverne, at i en konflikt er der mange løsningsmuligheder, ikke kun en slåskamp.

Og hvad skal der så til for at blive en god lærer i følelsesmæssig intelligens? Folkeskolens udsendte stiller spørgsmålet, fordi indtrykket af, at Goleman mener, at læreren mindst bør tage en længerevarende uddannelse i psykoterapi, stadig ulmer.

- I New Haven krævede det kun et tougers intensivt kursus, før lærerne kunne gå i gang, svarer han.

- Men det er ikke tilfældigt, at mange af de eksempler, jeg bruger i bogen, har en gruppeterapeutisk tilgang. Men i skolen drejer det sig ikke om, at man behøver at fokusere på hver enkelt elevs behov. Følelsesmæssig intelligens er et universalt behov, alle kan drage nytte af det, siger Goleman.

- Læreren skal ikke opfinde det hele selv. Der findes undervisningsbøger, der beskriver fremgangsmåden, fuldstændig ligesom i fysik og matematik.

Selve den måde, børn disciplineres på, kan gøres til en vigtig del af indlæringen af sociale færdigheder såsom impuls-kontrol, at udtrykke følelser og konfliktløsning, pointerer Goleman.

- Jeg vil opfordre til, at man ikke bare griber den letteste løsning og bruger et par minutter om ugen - men i stedet virkelig begynder at diskutere, om man skulle ændre planerne for undervisningen.

Lisbet Larsen er freelancejournalist.

Det er egentlig en diskussion om at flytte opmærksomheden nedad, fra hovedet til hjertet

En stor del af de studerende på det tekniske universitet er stereotypen af en social nørd