Der er lærere, der har en fordomsfuld opfattelse af institutionspædagoger. Desværre. For det gør det vanskeligere at få et professionelt samarbejde til at fungere.

Desværre og selvfølgelig er der også pædagoger, der lider af fordomme om folkeskolens lærere, så nogle steder går det temmelig skidt med samarbejdet.

Mange kommuner gør også deres til at forsinke, forværre eller ødelægge samarbejdet.

Det siger sig selv, at de pædagogiske muligheder er bedre på et fritidshjem - med grupperum, værksteder og gode udendørsarealer - end de er i en skolefritidsordning, som er mast ind i alt for små lokaler, som også skal bruges til skolens undervisning. Kommunen har bogstaveligt talt indbygget konflikter i ordningen. Og det skal gå galt, når skolefritidsordninger har så kort åbningstid, at det er svært for de ansatte at få heltidsstillinger. Der kommer ikke ret meget positivt samarbejde med skolen ud af, at skolefritidsordningspædagoger får fyldt timenormen op ved at komme på gæstevisit i indskolingen.

Skolens kvalitet kan derimod blive bedre, når børnehaveklasseledere og lærere går sammen om at planlægge og gennemføre indskolingsforløbet. Undervisningen bliver bedre, når læreren kommer med viden om fagenes didaktik og undervisningens indhold, og børnehaveklasselederen kommer med viden om børns udvikling og sin evne til at skabe og styrke gode relationer mellem børnene og mellem de voksne og børnene. I det team bliver én plus én mere end to, fordi pædagogen og læreren sammen kan noget mere.

Men det er direkte tåbeligt at påstå, at resultatet skulle blive bedre, hvis 'pædagogerne underviser og lærerne leger'! Og det er, hvad der hævdes i en stort opsat artikel over tre tabloidsider i det nyeste nummer af institutionspædagogernes fagblad, 'Børn og Unge'.

På en privatskole, 'hvor mulighederne for at bøje reglerne er lidt større', som der skrives, underviser både pædagogen og læreren i dansk og matematik. Men det er ikke det, børnene har på skemaet, 'de har Helle og Bo', fortæller Helle og Bo.

'Vi har overhovedet ingen modsætninger mellem lærere og pædagoger', lyder den pastorale melding. Og man skal helt om i syvende spalte for at få at vide, at pædagogen har følt det nødvendigt at tage liniefag i dansk.

Men pædagogen er bedst:

'Undervisningsdifferentiering og børnenes selvforvaltning, hvor den traditionelle lærerrolle som tavleunderviser står for fald på en eller anden måde. I den forbindelse kan jeg mærke inden i min gamle pædagoguddannelse, at der har vi som pædagoger en mindre tærskel at skulle over', fortæller Bo til 'Børn og Unge' under overskriften 'Farvel til faggrænser'.

Hvis tendensen breder sig, vil man snart kunne læse i 'Sygeplejersken', at det for fremtiden ikke er kirurgen, der skal foretage operationerne. Det bliver sygeplejersken, fordi hun inden i sin uddannelse kan mærke det.

Det er ikke faggrænser, der opløses på den måde. Det er fag. På en eller anden måde.

Det har hverken pædagoger eller lærere brug for - folkeskolen har slet ikke.

-th

Pægagogen skal undervise, og læreren skal lege. Siger pædagogen