Det er, som om det er meget længe siden, at der gik flygtninge rundt på motorvejene, og at spontant organiserede velkomstgrupper trængtes på stationerne for at byde velkommen til flygtningene. En hel offentlig debat for og imod grænsebomme, hjælpsomhed og pladderhumanisme er skyllet hen over landet siden og har fyldt langt mere end flygtningene på motorvejene.

Debatten raser stadig, men flygtningene selv fylder meget mindre i mediebilledet. I mellemtiden er børnene dukket op i skolerne. Dengang krævede kommunerne - og fik - nye regler, der løsnede kravene til modtageklasser. Dertil en særlov, der gør det muligt at placere de nytilkomne flygtninge i særlige tilbud helt uden for folkeskolelovens regler.

Den har de ikke haft brug for. Især fordi kommunerne allerede selv havde opfundet en model, den såkaldte Hørsholm-model, hvor eleverne kunne starte direkte i klasserne med den sympatiske begrundelse, at de ikke skal isoleres fra de danske elever.

Det kan man da ikke være imod, vel?

Nej, og der er jo heller ingen, der kan lide regler og bureaukrati. Men kombinationen af løse regler, sparetider og svage elever er en giftig cocktail.

For denne models succes står og falder med, hvor meget hjælp flygtningebørnene får, når de sidder i en dansk klasse uden at kunne forstå et klap af, hvad der foregår. I den oprindelige såkaldte Hørsholm-model var der ikke tale om en spareøvelse, og eleverne fik i stedet for modtageklasser støtte ude i klassen.

Men i den udgave fra Kalundborg, som vi beskriver i dette blad, kæmper lærere og elever en sisyfoskamp for at få det til at lykkes. Eleverne hjælper, lærerne kæmper, mange melder sig frivilligt. Men det er ikke nok, siger tillidsrepræsentanten. Når eleverne ikke kan tale sammen, opstår der trods alle gode viljer konflikter og misforståelser.

»Vi har intet at læne os op ad. Børnene risikerer jo at blive isoleret socialt. De andre i klassen vil dem gerne, men må give op. Og så trækker de sig«, siger en lærer.

Sprog smitter ikke, og flygtningebørnene lærer altså ikke dansk ved at blive dumpet ude i en klasse.

Succes eller fiasko for integration starter i skolen. Hvis vi taber en generation, fordi vi sparer de småpenge, som det koster at oprette modtageklasser eller give god støtte ude i klassen, rammer det hele samfundet senere. Kriminalstatistikken, statikken over, hvor mange der er på arbejdsmarkedet, isolation og parallelsamfund. Vi kender rumlen. Men vi er godt i gang med at gentage det hele. Vi bliver åbenbart ikke klogere.