Hvis man går i den tro, at »inklusion« og højere klassekvotienter er gratis, ja, så tager man grusomt fejl. Man beviser blot, at man ikke aner et dyt om, hvad man diskuterer. Det er der nu ikke noget nyt i. Man diskuterer hele tiden ting, som man intet aner om.

Det er altid nemmest og mest omkostningsfrit at gøre sig klog på ting, som man ikke praktisk ved noget om. Man diskuterer også mere frit, når man ikke plages af for meget konkret viden.

Hvis man skal genoptage elever, som har været skilt ud fra den almindelige undervisning, fordi de intet fik ud af den almindelige undervisning, havde behov for specialundervisning og fik særlig hjælp, så må lærerne nu belave sig på, at de igen skal afse to, tre eller fire gange så meget tid på disse elever. Tid, som går fra de øvrige elever i klassen. En anden del af prisen er så, at klassen vil få et ringere gennemsnit ved alle prøver, og skolen vil da få ry for at være en »dårlig« skole, blot fordi man har in-kluderet mange svage elever.

Den eneste gang, jeg er stødt på »rundkredspædagogik«, var for øvrigt engang, hvor vi havde fået en ny psykolog, som kom fra et større skolevæsen. Både mine kolleger og jeg takkede nej. Vi syntes, at det var for åndssvagt.

Psykologen holdt nu også kun et enkelt år. Det, som afgjorde sagen, var, da hun spurgte om, hvor mange elever vi plejede at sende til specialundervisning. Det rystede hende, da vi - i overensstemmelse med sandheden - svarede fire til fem procent. Hun plejede at regne med ti procent.

Som man vil se, er inklusion ikke gratis. Det er som sædvanlig de svageste, det går ud over. Kun privatskolerne undgår denne misere. Kan man virkelig ikke finde mere begavede måder at spare på?