1
Craig Stephens
Studerende bruger klassen som laboratorium
Studerende i Nørre Nissum bliver koblet op på konkrete folkeskoler, og så er det ud at eksperimentere og prøve kræfter med undervisning og evaluere og reflektere.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Studerende på et linjefagshold, holdets underviser, en lærer og en folkeskoleklasse indgår i Nørre Nissum i et såkaldt undervisningslaboratorium.
Siden 2009 har de studerende været tilknyttet såkaldte Teaching Lab Praksisteam, som binder dem tæt til konkrete folkeskoler, og som indgår som en væsentlig del af undervisningen i linjefag.
Underviseren på seminariet og læreren i folkeskolen aftaler i fællesskab de overordnede rammer, og målet er, at de studerende prøver kræfter med undervisning.
Det vil gå ud over fagligheden, har et argument lydt, et andet at båndene i kraft af de fire praktikforløb i løbet af uddannelsen allerede er stærke nok.
De holdninger har man droppet på Læreruddannelsen i Nørre Nissum.
»Det gælder om at give de studerende mulighed for at eksperimentere og prøve ting af i virkeligheden. Sådan et frirum har de ikke tidligere haft, selvom der er gjort mange forsøg på at styrke sammenhængen til folkeskolen på forskellige læreruddannelser«, siger Poul Anker Møller.
Han er Teaching Lab-konsulent på den nordvestjyske læreruddannelse og sammen med pædagogisk uddannelsesleder Torben Roswall initiativtager.
»Meget tager udgangspunkt i praktikforløb. Det vil sige i situationer, hvor der er et magtforhold mellem læreren på folkeskolen og den studerende. Det lægger ikke op til refleksion, fordi det for den studerende handler om at bestå«, siger konsulenten.
»For læreruddannelsen betyder Teaching Lab Praksisteam, at sammenhæng og relevans til folkeskolen er blevet en del af årsplaner og studieordning, og de studerende bliver klædt på til at bruge praktikken«, siger Torben Roswall.
Skaber sammenhæng
De første studerende, der prøvede kræfter med Teaching Lab Praksisteam, fik deres eksamen for nylig, så det kan ikke dokumenteres, at nytænkningen gør praksischokket mindre eller undervisning i folkeskolen bedre, men i Nørre Nissum er man ikke i tvivl om, at det er kommet for at blive, og at læreruddannelsen har fået tilført ny relevans.
Professor Per Fibæk Laursen, Center for Grundskoleforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, tilslutter sig:
»Flere evalueringer peger på, at der mangler sammenhæng mellem teori og praksis i læreruddannelsen. Den udfordring bliver taget op af Teaching Lab Praksisteam, og det sker kompetent og virkningsfuldt«, siger han.
Per Fibæk Laursen har interviewet studerende og undervisere på Læreruddannelsen i Nørre Nissum og har over flere gange overværet Teaching Lab-studerendes undervisning.
»Alle, jeg har talt med, har udtrykt begejstring«, siger professoren. »De ligger inden for kravene til undervisningen i linjefagene og opfylder et stort behov for at prøve ting af uden at blive vurderet«, siger Per Fibæk Laursen.
Ifølge professoren bør erfaringerne med Teaching Lab Praksis-team kunne overføres til andre læreruddannelser.
»Flere evalueringer peger på, at der mangler sammenhæng mellem teori og praksis i læreruddannelsen. Den udfordring bliver taget op af Teaching Lab Praksisteam, og det sker kompetent og virkningsfuldt«. Professor Per Fibæk Laursen, Center for Grundskoleforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet