»Helt personligt vidste jeg ikke, at man kunne være sekundært traumatiseret af krig, men ligesom børn af alkoholikere og stofmisbrugere bliver ramt, er børn af flygtninge sekundært traumatiserede«.

Maria Brumvig, lærer på H.C. Andersen Skolen i Odense, fortæller om sine oplevelser ved at være med i »Børn af Krig og Fred«. For hende har tre dages kursus om flygtningeproblematikker og krigstraumer, løbende netværksmøder og den eksterne supervision i klassen åbnet øjnene for, hvor vigtigt det er at sætte fokus på flygtningebørn.

»Ved hjælp af nogle små justeringer kan flygtningebørnene få en meget bedre skoledag. Alene det, at man som lærer får en større forståelse for flygtninge, bryder tabuet og begynder at tale med forældre og børn om krig og flygtninge, gør, at den daglige undervisning og samarbejdet med forældrene bliver bedre«.

Maria Brumvig har sammen med en kollega deltaget med skolens nuværende sjette årgang, mens eleverne gik i 4. og 5. klasse. Ud af 30 elever på årgangen har 14 af elevernes forældre krigstraumer. Ingen af eleverne har selv oplevet krig, så de er alle sekundært traumatiserede.

»Vi vidste ikke, at der var flygtningebørn i vores to klasser, før projektet så vi alle som tosprogede«.

Maria Brumvig understreger, at man som lærer på ingen måde skal agere terapeut, men ved hjælp af særlige undervisningsforløb om krig og flygtninge og dialog kan man give støtte.

»Samtidig har vi fået særlig fokus på, hvad der er godt for flygtningebørn: faste strukturer, kendte voksne og stor forudsigelighed i dagligdagen«.

»Så alt skal gøres synligt, hvad de skal i løbet af skoledagen, og selv i rundbold bør reglerne afklares på forhånd, ellers eskalerer det typisk i en konflikt, hvor netop flygtningebørnene står og føler sig forurettede«.

Alle elever i de to klasser har haft et undervisningsforløb om krig og flygtninge med udgangspunkt i et materiale om post traumatisk stress disorder (PTSD). Yderligere er der holdt særlige børnegruppemøder og forældremøder med flygtningefamilierne. De fem børnemøder for henholdsvis piger og drenge blev holdt i skoletiden.

»Her talte vi om forskellige emner med bred relation til det at være flygtning. Om hvad de ser i fjernsynet, for i mange flygtningefamilier ser man hele tiden krig på Al Jazeera, men også om hvad det vil sige at være glad og trist - meget om glæde og lykke«.

På de fire forældremøder efter skoletid talte man de første gange om alt, fra hvordan man hjælper børn med lektier, til hvorfor faget hedder kristendom.

»Men da vi havde holdt to møder, og forældrene følte sig trygge, begyndte de at åbne op og snakke om PTSD«.

Tryghed for flygtningebørnene er også altafgørende.

»De er meget påpasselige, og det tager lang tid at skabe en relation til dem, så har man flygtningebørn i klassen, skal man arbejde hårdt på at skabe tryghed. Gå ned i øjenhøjde, undgå at hæve stemmen og brug fysisk berøring; massér i ryggen, nusse lidt i håret. Det har en fantastisk effekt på de her børn, som i den grad har brug for voksenlærerkontakt«.

Dorthe Kirkgaard Nielsen