Med Dorte Langes formulering i Folkeskolen nummer 18 vil DLF fortsat arbejde for, at skolen bygger på demokratiske værdier. Et temmelig risikofrit løfte, der næsten indebærer succesen ved sin formulering. Men med løftet om en plads til alle elever rammer DLF ind i et omend yderst prætentiøst så dog næsten umuligt løfte, al den stund løftet skal indfris i en skole, der er indrettet på at tabe de bogligt svage og forsømme de stærke. Skolen har jo notorisk aldrig i mindre grad været for alle, end den har været det siden 1993. Men selvfølgelig, hvis DLF blot mener, at der skal være en stol og en bordplads til alle, så kan løftet sikkert indfris. Eller hvis man vælger i fremtiden at sætte fokus på Dansk Industris (DI) ønske om at fokusere på udvikling af en aldeles udtåget og ukonkret samfundsmæssig sammenhængskraft, der gerne skulle ende med, at løver og får græsser side om side, og bruge den overskydende tid til lidt fag-faglig indlæring i så tilpas minimale mængder, at det ikke afgørende skiller dygtige fra ikke-dygtige, men som DI trods alt synes hører med til en skole, så kan en vis succes sig vel altid hævdes. At især den boglige begavelse kunne berige livet med omfattende boglig viden med eller uden anvendelighed inden for DI-området, ligger uden for DI's og dermed DLF's interesse. »Udfordringen nu og i fremtiden er først og fremmest globalisering og integration«, hedder det. Og langt ude i horisonten kæmper salmevers, andengradspolynomiet og Valdemar Atterdags bedrifter for at holde hovederne oven vande. For sådan noget er der ikke megen samfundsmæssig sammenhængskraft i. Det er derfor ret tvivlsomt, om den indgåede alliance mellem DI og DLF er til fordel for skole og befolkning. Men DLF kan sikkert med fordel læne sig bekvemt op ad DI's uddannelsesudvanding.