Debat
Grotesk levn fra fortiden
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Fagforeningernes kamp mod anderledes uddannede er et grotesk levn fra fortiden. Det seneste eksempel er Glostrup Lærerforening, der vil hindre en meritlæreruddannet i at få tilkendt anciennitetsløn. Kommunen og skoleledelsen vil gerne behandle ham på lige fod med andre, der har undervist lige så længe. Men hans egen fagforening siger nej! Ikke Danmarks Lærerforening centralt, kan jeg forstå, men den lokale lærerkreds.
Den form for kollegialitet skal nok give flere lyst til at blive lærer. »Det er så grotesk, at det gør ondt«, siger den pågældende i sidste nummer af Folkeskolen.
Min opfordring til DLF er: Tag klart standpunkt imod den form for snæversyn. Bed de lokale lærerkredse om at hjælpe deres nye kolleger i stedet for at genere dem. Bed dem være glade for, at de ikke-læreruddannede tager en læreruddannelse, samtidig med at de underviser. Skolen har brug for dem. Samfundet har brug for dem.
I en radioudsendelse for nylig forsikrede Anders Bondo Christensen mig om, at han ikke bekæmper meritlærerne. Nu har han muligheden for at bevise det i praksis. Desværre er hans kommentar i artiklen ret uklar. Han anbefaler »principper i stedet for regler«, hvad det så end betyder i det konkrete tilfælde.
Min opfordring til kommunerne, skolelederne og de meritlæreruddannede er: Find jer ikke i det! Stå fast på lige løn for lige arbejde.
Fremtidens samfund vil være præget af, at flere skifter job. Der vil være flere, der kun underviser en kortere årrække. Vi må så håbe, at der kommer lige så mange ind, som der går ud. Og vi må håbe, at de, der kommer ind, tager en meritlæreruddannelse, hvis de ikke har en læreruddannelse i forvejen. Men hvis alle lærerkredse er så bagstræberiske som Glostrup Lærerkreds, så vil det jo ikke motivere nogen til at tage uddannelsen.