Debat
Sådan kan det klares
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Allerede for 35 år siden sagde min nu afdøde kollega i irritation: Folk mener da også altid, at viden og intelligens er ligefrem proportional med ens tegnebogs tykkelse. Det har overhovedet ikke ændret sig, bortset fra at afstanden mellem private og offentlige lønninger er uddybet - intelligensen mener man må være dalet tilsvarende hos de offentligt ansatte. Lærerfagets anseelse »følger« med.
Man gør de mest fortvivlende krumspring for at dække den tiltagende lærermangel, se blot ordninger med meritlærere - folk uden pædagogisk skoling. Hvor ofte har jeg ikke her i bladet gjort opmærksom på, at det rent faglige stort set kan klares af alle op til 7. klasse?
Problemet har hele tiden været - og er stadig - hvordan?
Riget fattes undervisningslærere i bredeste forstand. Det er ikke alle givet at kunne lære fra sig.
Det ser ud, som om sundhedssektoren nu har opdaget, at de er blevet groft udnyttet, blot fordi de gik op i deres arbejde. Deri ligner de fuldstændig lærerne - et kald behøver man ikke betale en anstændig løn for, nej, de gør det jo udelukkende for at glæde sig selv - nemlig!
Jeg tør næsten ikke skrive det, men egentlig er det meget simpelt at løse problemet med såvel lærermangel som nedslidte skoler og lave lønninger.
Man skal blot konsekvent inddrage alle tilskud til private skoler - både til lærerlønninger og til bygninger. Der ville så være økonomi både til ordentlige lønninger og til grundige renoveringer.
Man skulle på ingen måde forbyde folk at oprette friskoler, blot de selv betaler den fulde udgift og i øvrigt lever op til standarden.
Det tror jeg gerne, at folk gør til gavn for deres børn - det minder jo noget om »et kald«. Og man har jo aldrig haft bedre råd.
Her er løsningen - uden skatteforhøjelser.
Take it or leave it - som det jo hedder på nydansk