Debat

Erfaringer med nationale test

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Til Bertel Haarder: Vi er lærere i en 6. specialklasse for elever med generelle indlæringsvanskeligheder.

Vi tog det som en selvfølge, at vores elever var fritaget for at deltage i de nationale test på 6. klassetrin, idet deres faglige niveau strækker sig fra 1. klasse til næsten alderssvarende.

Efter utallige forgæves henvendelser om retningslinjer for fritagelse stod det klart, at vore elever skulle deltage i disse test.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi fik at vide, at testen var udarbejdet, så alle kunne være med. Men, men, men . Her er vores oplevelser:

Første gang testen skulle gennemføres, fungerede det ikke. Frustrationer. Specialklasseelever har generelt svært ved at klare, at der laves om på dagsordenen.

Anden gang: Teknikken virker - perfekt - men:

- testen tager ikke højde for elever med en maksimal koncentrationstid på ti minutter.

- testen tager ikke højde for elever, der ikke kan læse alderssvarende, lærerne må gerne læse op, men hvordan skal elever med lille hukommelsesspændvidde kunne lagre mængder af oplysninger til brug ved opgaveløsningen?

- testen tager ikke højde for, hvordan elever, med et i forvejen lavt selvværd, reagerer, når de endnu en gang stilles over for opgaver, de hverken kan læse eller forstå (eksempel: bryder grædende sammen).

Ud over disse problemer var vores eneste udbytte af elevernes frustrationer og anstrengelser utallige stykker papir, hvorpå der stod: »Elevens præstation er klart under middel. Testen viser, at eleven har meget svært ved de krav, der stilles på 6. klassetrin i forhold til geometri/matematik i anvendelse« (det vidste vi godt i forvejen, det er derfor, de er henvist til specialklasse).

Disse papirer kunne vi så vælge at sende til forældrene . Det gør vi ikke!

Derimod tester vi vore elever en eller to gange hvert skoleår i såvel matematik som dansk. Disse test er tilpasset den enkelte elevs niveau og kan således fungere som pædagogisk redskab samt som udgangspunkt for en positiv skole-hjem-samtale, da disse test kan vise fremgang - succeserne - frem for endnu et stempel med »Dur ikke«.