Det føles som et enormt nederlag som lærer at skulle sige »Nu kan jeg ikke mere«. Jeg ved det af erfaring, og den vil jeg gerne dele med jer:

Jeg er lærer på femte år, har en pragtfuld klasse, elsker at undervise. Ja, i det hele taget synes jeg, at det er et privilegium at få lov til at låne 25 børn. Så den dag, jeg sagde: »Nu kan jeg ikke mere«, var frygtelig.

Det var op til jul, og der var godt gang i alt det, man nu skal nå. Pludselig følte jeg en afmægtighed af karat - gik op til min chef og sagde, at jeg tog hjem, fordi jeg havde ondt i maven. Jeg løj. Men jeg syntes ikke, det var i orden at sige: »Jeg tager hjem nu, for jeg har ondt i sjælen!« selvom det nok havde været mere reelt. Så gik jeg i seng og lå der i tre uger og følte mig intet værd. Jeg kunne jo ikke mit arbejde, og når jeg ikke kunne noget, var jeg intet værd. Var jeg ikke noget værd, kunne det være lige meget, om jeg levede eller ej. Jeg skulle planlægge at »komme ud« hver dag, ellers sad jeg bare derhjemme og blev mere og mere ked af det. Jeg blev sjusket med mig selv - for det betød jo ingenting. Jeg kunne ikke køre forbi skolen uden at græde.

Jeg vil tro, det er lige så hårdt for den ægtefælle, der er med på sidelinjen. Vedkommende står helt magtesløs og kigger på, at den, man elsker, forfalder. Kan ikke sætte ord på, hvad der sker. Og kan ikke hjælpe overhovedet.

Efter jul gik det bedre. Jeg fik professionel hjælp og havde givtige og respektfulde samtaler med skolelederen, som satte meget på plads for mig.

Så begyndte jeg på arbejdet igen, og det var alligevel den bedste medicin at komme tilbage til min skole og opleve, at de faktisk havde været bekymrede. Jeg havde forestillet mig, at der ikke var nogen, der tænkte på mig.

Det allerbedste er nu sket: Jeg er blevet glad for at skulle på arbejde igen. Det er gået op for mig, at jeg ikke havde været rigtig glad i lang tid, før jeg gik hjem med »ondt i maven«. Måske skulle jeg have turdet tage hjem noget før.

Men nu er jeg glad for, at det er gået, som det er. Jeg har lært at mærke efter, om det, der sker omkring mig, er i orden for mig, men det vigtigste er nok, at jeg har lært, at man skal vælge sine kampe med omhu.