Samspilsramt er et ny-ord fra min første lærertid i 70'erne. Det passer ret godt på Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorinis adfærd i hurlumhejen om folkeskolen. I Folkeskolen nummer 18 mener hun - som mange andre - at »styrket evalueringskultur« vil få børnene til at lære mere. Det vil det ikke.

I dag omgærdes evaluering med ærefrygt - næsten som et nådemiddel, et sakramente. At tvivle på evalueringens nådegaver er fyringsgrund, og man er uden for det gode selskab. Man kan sige, at evaluering gestaltes som selvkritik under kulturrevolutionen i Kina.

Evaluering af undervisningen gavner i sig selv ingenting, jo, hvis lærerne bare tossede rundt og ikke i forvejen vidste, hvor skoen trykkede. Men det gør vi.

Evalueringshysteriet tjener det klare formål at udskyde det tidspunkt, hvor man nødvendigvis må tale om, hvad der betyder noget for undervisningens kvalitet, nye undervisningsmaterialer, højere timetal til eleverne, flere kreative fagtimer i skolen og efteruddannelse og inspiration til lærerne.

Evalueringsgespenstet bør trækkes i stald - men først må de stå af, alle de, der rider dyret og lever af det. Evalueringskommissærer og kontrollanter kunne evaluere deres reelle gavn for folkeskolen og søge egen afsked.

Lærermangel truer, stadig færre unge er så naive at søge ud i skolen, ud på nysprogs- og uvederhæftigheds-slagmarken. På den måde vil der komme nok af ledige stillinger til de selvevaluerende beridere.

Bertel Haarder har lovet 175 millioner kroner over fire år til et storstilet kvalitetsløft af lærernes efteruddannelse. Hver af os 60.000 lærere skal løftes for 730 kroner om året. Se, det er vidensamfund, der vil noget.