Vis mig din telefonbog, og jeg skal sige dig, hvem du er

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Telefonbogens hemmelighed Abstrax Teaterproduktion

Øster Skolevej 10, 5700 Svendborg, telefon 6221 8534.

Forfatter: Bo Larsen. Medvirkende: Bo Larsen, Jorn Kent, Soma Allpass.

Aldersgruppe: 15 år og op. Varighed: Cirka 1 time.

'Ethvert fremmedgjort menneske kan bare slå op i telefonbogen, dér vil han kunne finde sig selv'. Sådan sagde Simon Spies engang, og det er ikke mindre sandt i dag, hvor vi lever i et overkommunikerende samfund. Samtidig med at hovedparten ejer en mobiltelefon, og vi tjatter på Internettet, har der aldrig været så mange ensomme mennesker.

Abstrax' bud på ny dansk dramatik tangerer den absurde genre.

I senge ligger sovende mennesker, en mand sidder og stirrer frem for sig, en kvinde med en cello. Som et værk af Edward Hopper ser ingen på hinanden, alle er i hver deres isolerede lille verden. Alt er omgivet af en provokerende stilhed.

Manden rejser sig og griber en elguitar. Ouverturen akkompagneres gradvist af cello i en kontrapunktisk flerstemmighed, alt imens hovedpersonen, Bo Larsen, gør sin entre. Han varmer stemme og krop op og anretter med stor ærbødighed telefonbogen på nodestativ.

Teksten er udelukkende navne og adresser. Vores fantasi tvinges til at give ordene betydning og finde relationer mellem manden med nodestativet og telefonbogen. Hvis der er nogen?

Som publikum sanser vi gennem de stemninger, der skabes i samspillet mellem musik og oplæsningen. Vi erkender, hvor lidt betydning ordet har, men hvor meget både stemmeføring, tonefald og krop bærer af den fulde kommunikation. Det resulterer i en anderledes, men usædvanlig morsom forestilling.

Manden vil kommunikere, han deler sin verden med os i grin, gråd, bønfaldelse, kærlighed og så videre for til slut at fremvise denne konkrete litteratur i et sidste forsøg på kontakt.

Men er der nogen derude? Hallooo...?

Lone Sørensen