Det er svært at se, hvorfor Ole Vig Jensen partout skulle udskiftes med Margrethe Vestager. Man sætter ølse for og ølse bag, pølsen beholder dog sin smag.

Ikke noget sted i interviewet i Folkeskolen nummer 18 udtales som en fornyelse den respekt for den delte folkeskole fra før 1975, der kunne give lidt mening i de smukke ønsker for den faglige undervisning, hvorimod der mesterligt demonstreres den nødvendige brug af gode hensigter og tågesnak, der nu engang skal til for at bevare begejstringen for den fagundertrykkende udelte skole.

Helt på linie med de småsnuskede socialdemokratiske platheder om 'børnesortering' og 'elitedyrkelse' udtaler Vestager, at hun har det dårligt med, at der gøres noget for den store gode gruppe, medens man lader Fanden tage resten.

Det var jo den delte skole fra før 1975, som tilgodeså både stærke og svage elever på deres betingelser, der forhindrede Fanden i at gå på rov. Og det er den udelte skoles fremmeste egenskab, at den lader Fanden tage sig af såvel bunden som toppen.

Uldenhed i talen er åbenbart en nødvendig politikerdyd, om man vil forene benhårde ideologiske krav med lidt menneskelig apparation. Og så kan Vestager ikke stå for lærere, der ofrer hjerteblod på de svage. Men hun vil altså ikke indrette skolen, så hjerteblodsofferet ikke enten ender i direkte forblødning eller i kvalm retorisk demonstration af gode hensigter på konfirmationstaleniveau.

Vagn Madsen

Brønderslev