Debat

»Se, en burka!«

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De fleste har vel prøvet i kådhed at drille deres omgivelser med det lidt barnlige »Se, en elefant!« og så pege bag personen. Det er altid sjovt, hvis folk hopper på den og vender hovedet. Øvelsen er også set i film eller komedier, hvor personer med lyssky forehavender afleder forfølgeres opmærksomhed ved at pege på en indbildt fare.

Senest er det også set i politik.

Lars Løkke Rasmussen bærer mange store opgaver. Der er klimaudfordringen med værtsforpligtelse. Der er krise i økonomien. Danmark er i krig ... Ja, listen er meget længere. Og så er der hans ønske om eftersyn af folkeskolen. Det er altid væsentligt at diskutere, om vi har de rigtige forudsætninger for at nå de mål, samfundet sætter for os som lærere og ledere. I DLF har vi med positiv forventning taget imod invitationen til at drøfte folkeskolens vilkår. Det kan oven i købet blive spændende, hvis eftersynet ledsages af en åben debat om, hvad det egentlig er, folkeskolen skal.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Lars Løkke har sat som mål, at vi skal være blandt de fem førende lande i Pisa-undersøgelserne. Det mål får vi forhåbentlig justeret, for det er en alt for fjollet og indsnævret ambition. Alle ved, at Pisa kun måler en lille del af det, som lovgivningen i Danmark fastslår, at vi skal arbejde hen imod i skolen.

DLF mener, at vi - i stedet for at læne sig op ad nationale målinger - skal sikre, at lærernes evaluering af undervisningen svarer til de mål, der er for eleverne. Vi vil ikke kun teste den del af fagligheden, der handler om paratviden. Der kan laves spændende evaluerings- og afgangsprøveformer, som kan afspejle elevernes evne til at søge og bruge viden i samarbejde med andre - og deres evne til at skabe viden, som er det kreative element i alle fag.

Hvis vi skal nå den ambitiøse målsætning om, at 95 procent af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse, bør vilkårene for specialundervisning forbedres. Det påstås, at der bruges masser af penge på den - og på skolen som helhed - men ude i skolerne oplever lærere og ledere kun nedskæringer. Et eftersyn af skolen må også se på det mysterium. Hvor bliver pengene af? DLF har forslag til mange flere områder, der bør ses efter.

Midt i den debat er det så, Lars Løkke siger: »Se, en burka!« Måske virker de seriøse forslag for skræmmende for regeringen, fordi de kunne betyde en debat om folkeskolen, der rent faktisk bygger på viden?

Ærlig talt, Lars Løkke, vi hopper ikke på afledningen, og vi vil ikke drøfte skole på et så overfladisk og usagligt niveau.