Den finske skole er blevet den redningskrans, vi klamrer os til, når vor egen udelte skoles elendighed råber for meget til himlen, samtidig med at vi af lighedsmæssige og ensgørende grunde vil bevare udueligheden. Den finske skole er udelt. Den finske skole har fine Pisa-bedømmelser. Ergo er den danske udelte skole perfekt. Sådan lyder en haltende logisk følgeslutning. Forudsætningen for det finske vidunder er imidlertid følgende: Koncentration om en udpræget teknisk undervisningsmetodik forstærket med en stærk lærerstyret klasseundervisning tilsat en for os gyselig mængde udenadslære (paratviden). Anvendelsen af tværfaglighed og gruppebaseret tidsfordriv er skruet ned på et meget lavt blus. Fagligheden er alfa og omega i al undervisning. Den finske lærer nyder, muligvis blandt andet på grund af sin universitetsuddannelse, en meget høj social anseelse. Alt sammen udprægede uddannelsesgavnlige tiltag, der absolut ikke - eller næsten ikke - finder nogen fortalere her i landet. Men som altså har vist deres evner til at placere det finske skolevæsen på et langt højere niveau end vores egen sølle gruppeplagede hyggeskole, men som altså alligevel ifølge Peter Mortimore i Folkeskolen nummer 1 også har medført »en ringe forskel mellem svage og dygtige« omend på et højere plan end hos os. Den finske udelte skole lider åbenbart af den samme grundskavank som den danske, idet den er angrebet af den danske syge på et højere plan. De dygtige er også i Finland qua udeltheden tvunget ned på samme niveau som de svage, hvor en delt finsk skole måtte formodes at kunne hæve de finske dygtigheder højt op over de svage. Den finske udelthed fungerer altså på samme måde som den danske. Den forsømmer i uanstændigt omfang de dygtige ved at forhindre disse uvæsener i at nå så højt, som deres evner berettiger dem til.