Uanset hvad den enkelte lærer måtte mene, maner DLF nu til fælles fodslag i troen på, at udeltheden (rummelighed) er det, lærerne allerhelst vil. Og hvis enkelte ikke vil udeltheden helhjertet, må de i god kasernementalitet lære at ville det. Og så skal udelthedens barrierer synliggøres. Som om disse barrierer ikke i over 15 år har skreget til himlen med deres blokeringer, mens DLF uafladeligt har prøvet at tale dem ned til rene betydningsløsheder. Et cementeret grundlæggende, men ubegrundet og helt tilfældigt udstukket princip om, at »alle skal lære sammen«, fraviges nu af ren nød i form at udskillelser til tilladte støttetjenester, hvor man selvfølgelig logisk burde pege på elevdelinger. Men et sådant logisk og uddannelsesmæssigt gavnligt og børnevenligt skridt er ideologisk utilladeligt for DLF. Hvordan får skolerne så udeltheden (rummeligheden) til at fungere? DLF har udviklet værktøjer, der, som enhver kan læse i Folkeskolen nummer 1 i artiklen »Fælles opgave at takle rummelighed«, ikke er andet end tom luft og mundsvejr. Der er i hvert fald ikke noget nyt i præsentationen, ud over hvad enhver skole må formodes at have prøvet til ulidelighed og ingen nytte. Nej, så er der sandelig mere substans i professor Niels Egelunds lidt morbide forslag til, hvordan man skal takle den destruktive udelthed (rummelighed), i samme nummer. Man skal blot give skolelederne rådighed over hele skolebudgettet. Man kunne konstruktivt tilføje, at skole­lederne skulle holdes personligt ansvarlige for overskridelser. I en sådan situation er der ingen tvivl om, at enhver skoleleder vil gøre alt for at samle alle elevkategorier til nok så ekstremt sammensatte, men billigst mulige rummelighedsrædsler og så i øvrigt blæse undervisningen og andre uvæsentligheder en hatfuld. Hvis altså skolelederen kan få lærerne til at ofre sig selv og deres eventuelle faglige undervisningsambitioner på det alter.