At undervisningsministeren kan mere end sit fadervor, er alle vist enige om. At Bertel Haarder også kan være rethaverisk - med en argumentation og attitude som en fundamentalistisk mullah - demonstrerede han forleden i DR2's Deadline.

Dennis Nørmark fra Humanistisk Samfund fik i udsendelsen af Haarder at vide, at foreningen står for en »vindtør forbudsmodel«, når den ønsker frihed fra den religiøse indoktrinering, der ligger i kollektiv bøn i skoletiden.

»Du skal ikke ta' ordet frihed i din mund. Det er falskt. Det er mig, der står for frihed«, brød ministeren af. Hvorefter han docerede, at der »overhovedet ikke« er tvivl om tolkningen af lovgrundlaget. Selvfølgelig må man bede fadervor i skolen, mener ministeren.

Det sidste vender vi tilbage til. Men lad os først lige tage en kronologisk tur gennem skolehistorien, så vi kan se udviklingen:

Skoleloven fra 1814 slår fast, at skolens hovedopgave er at gøre eleverne til »gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangelisk-christelige lære«. Først derefter skal den »bibringe dem de kundskaber og færdigheder, der er nødvendige for at blive nyttige borgere«.

I 1937-loven vendes der rundt på rækkefølgen, så formålsparagraffen først slår fast, at skolen skal »fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber«. Det er nu kristendomsundervisningen og ikke skolen, der skal være »i overensstemmelse med folkekirkens evangelisk-lutherske lære«.

Dette formål overlever den nye skolelov i 1958, men fra 1975 er det slut. Lærerne må ikke mere forkynde kristendommen. Væk er den kollektive, religiøse spændetrøje. Det er nu folkeskolens opgave »at medvirke til den enkelte elevs alsidige udvikling«, og »skolens undervisning og hele dagligliv skal derfor bygge på åndsfrihed og demokrati«.

I 1993-loven fremhæves det, at skolen »skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur«. Men den skal også »bidrage til deres forståelse for andre kulturer«, ligesom ordet »ligeværd« klemmes ind mellem åndsfrihed og demokrati. Bortset fra at der er foretaget lidt politisk-retorisk filigranarbejde med formuleringerne, er indholdet i 2006-formålet på det område det samme, så der kan ikke være tvivl: Ensidig religiøs påvirkning er selvfølgelig forbudt i folkeskolen. Derfor hører fælles bøn ikke hjemme i skoletiden.

Men selvfølgelig kan man synge morgensang sammen. Det er oven i købet en rigtig god idé.

Naturligvis kan man af og til også synge en af de mange smukke salmer, som er en del af dansk kultur og historie.

Eleverne skal selvfølgelig præsenteres for fadervor - som et element i undervisningen.

Hvis en skole har tradition for, at man går i kirke før jul, bør det være fuldt legalt. Og det kan være en pædagogisk oplagt idé. Et kirkebesøg vil kunne give konkret oplevet kulturel viden.

Men det er ikke frihed, når skoler i praksis dag efter dag i ti år tvinger elever til at deltage i en kollektiv bøn.

Thorkild Thejsen, ansv. chefredaktør, tt@dlf.org