Folkeskolen i dele af Grønland skaber mismod blandt eleverne. Jeg har en grundteori om, at man bør tage udgangspunkt i kulturbaggrunden, skabe en skole, der giver mening for børnene - og erkende, at det enkelte menneskes vilkår i Grønland og Danmark er vidt forskellige. Jeg udtaler mig i det følgende især om Østgrønland, hvor jeg var så heldig at få arbejde på skolen i Tasiilaq (tidligere hed øen Angmagssalik) - og lufthavnen er på øen Kulusuk.

Ifølge den japanske filosofi "Wabi Sabi" giver det mening at sammenfatte tilværelsens vilkår i sætningen: "Intet varer, intet er færdigt, og intet er perfekt". Overført på Grønland: Vi har presset et dansk, bogligt, skolesystem ned over grønlandske børn - uden at ændre på forholdene i mange år.

I en sammenfatning kommer der her nogle bud på, hvordan den grønlandske folkeskole kan anspore til mere glæde og læring: Mindre boglig skole. Mere bevægelse, idræt, boldspil, vandreture i fjeldet med en naturvejleder. Livsnær matematik: Bygge noget med hænderne, læse en arbejdstegning. Husflid (taktile færdigheder). Korsang og mere musik. De gode historier - de gamle i byen kan inviteres og fortælle historier, fra som det var før. Det giver perspektiv! "Radioskole" - via computere og nettet. Børn i bygderne bor ofte langt væk, måske seks timers sejlads, så fjernundervisning som i Australien kan give et skub fremad. Hvorfor er der ikke en progressiv professor udi pædagogik, der har samlet erfaringer sammen fra Australien? Hvilke metoder virker?

Endelig: Det er ikke smart at afvikle prøver som i Danmark. Grønland er ikke Græsted. Og tunge skriftlige opgaver er vejen til mismod og nederlag. Hvis man vil have en befolkning til at blomstre, skal den have indflydelse og ansvar. Husk ordene: Intet varer - og intet er færdigt.

Forkortet af redaktionen