Uskolet

Skoler i Esbjerg og Holbæk hylder S for at friholde dem for socialdemokratisk politik

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den socialdemokratiske regering har besluttet at friholde folkeskolerne i de to kommuner Esbjerg og Holbæk for stort set al statslig indgriben, lovgivning, regulering og kontrol de næste tre år. Den beslutning, som statsministeren selv har kaldt »en vild ide«, er blevet varmt modtaget blandt lærere i de berørte kommuner.

»Socialdemokratiet er yderst populært her i området for tiden, det er der vist ingen tvivl om«, fortæller en lærer, som ser frem til hurtigst muligt at afskaffe stolte socialdemokratiske mærkesager som lange skoledage, elevplaner og nationale test.

»Tænk, hvis flere partier på samme måde turde udfærdige og fremlægge en politik - og så efterfølgende friholde befolkningen for den? Det er jeg sikker på ville være et hit blandt vælgerne og garanteret hjælpe til, at vi kom af med noget af al den politikerlede«.

I landets resterende 96 kommuner hersker en stemning af udpræget misundelse.

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre  alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.