Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Folkeskolen er folkets skole og ikke Deres legeplads.
Folket skal bestemme og prioritere, hvad der skal ske - og ikke ske - i folkets skole.
Da jeg kan forstå på Deres henvendelse, at der er rigeligt med penge i tanken, vil jeg foreslå Dem en frivillig, ekstraordinær indbetaling af skat (som jo er noget, vi giver til hinanden).
Den efterfølgende udlodning af skatteindbetalingerne sker på demokratisk vis. Modsat Deres fondsmidler, der ganske naturligt ikke er underlagt folkets indflydelse.
Jeg ser frem til en meddelelse om ekstraordinær indbetaling af skat, og det vil glæde mig, hvis kommunalbestyrelsen herefter vælger at anvende de ekstraordinære midler til folkeskolen.
Det vil imidlertid nok ikke ske, da den forestående folkeskolereform angiveligt er fuldt finansieret, og der derfor ikke er behov for yderligere midler.
Det giver ikke mening, at efter-efteruddanne eller give lærerne flere linjefag, end der er behov for.
Jeg vil derfor nok se - og respektere - at mine valgte repræsentanter i kommunen foretrækker at bruge pengene til mere personale på plejehjemmene, bedre kontorforhold på rådhuset, anstændige toiletforhold til skolebuschauffører, skovture til børnehavebørn, uddannelse af dagplejere eller andre påtrængende opgaver i den offentlige sektor, der lider under mange års manglende indbetalinger af skat.
Nej tak til almisser. Det hører fortiden til. Og i øvrigt er folkeskolereformen fuldt finansieret!