Dette er overskriften på en kronik om ny læreruddannelse fra to chefer i professionshøjskolen VIA, Elsebeth Jensen og Andreas Rasch-Christensen

Ny læreruddannelse - fremtidsorienteret og fleksibel

Ligesom overskriften er forliget et sprogligt blændværk og hastværk med trang til praktiske fix, der i en markedsdirigeret verden tilsyneladende ophæver de modsætninger, dilemmaer og paradokser, der altid vil være, når et samfund vil holde skole. Kompetencemål og kompetencemåling bliver, ifølge Elsebeth Jensen og Andreas Rasch-Christensen, sammen med modulisering og deregulering de redskaber, der sikrer, at fremtidens lærere »rent faktisk kan håndtere skolens udfordringer«. Vi er enige i Elsebeth Jensen og Andreas Rasch-Christensens synspunkt om at støtte elevernes udvikling af evner til at klare og leve livet i almindelighed gennem deltagelse i konstruktive fællesskaber. Men vi begriber ikke, hvordan dette skabes i en modulopbygget læreruddannelse med en helt åbenlys risiko for mangel på sammenhæng og kontinuerlige fællesskaber, hvor de studerende kan henvise til fælles erfaringer og læresituationer, både på seminariet og i skolen. At kernen i faget pædagogik forsvinder, gør kun problemet større. Muligheden for at drøfte, samtale om og komme til forståelse af, hvorfor vi holder skole, og hvad vi vil med den, erstattes af troen på tekniske fif om, hvad der virker. I priser deregulering - vi råber på demokratisering. Deregulering er en neoliberal økonomisk term, der skal bane vejen for markedsgørelse af uddannelsen, og er ikke en reform, der giver undervisere og studerende større indflydelse på læreruddannelsens indhold og form. I dereguleringens navn flyttes alle væsentlige beslutninger i stedet til ledelsesniveauet. For andre er kun tilbage at implementere ledelsens beslutninger. Vi efterlyser en fælles konstruktiv kritik, der skaber muligheder for andre handlinger og forståelser af, hvad god læreruddannelse er.