Debat

På vej tilbage mod den virkelige skole

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis lærerne virkelig, som en undersøgelse nu tyder på, er blevet mere fagligt orienterede i deres undervisning, er det klart, at så er vi på vej tilbage til den individualiserede eksamensskole, altså den delte skole eller, som den hed dengang, til realskolen. Og det vil da være et kæmpe retrospektivt fremskridt. For den individudtværende udelthed har haft sin rigelige tid og til overmål vist sin uduelighed som skole. Derimod var der op til 1975 ingen tegn på, at realskolen fungerede dårligt. Den blev alene udraderet, fordi den fungerede så godt, at den var begyndt at kede den pædagogiske elite, der hungrede efter progression. Og hvad ville være mere progressivt end at indrette skolen uddannelsesmæssigt så umulig, at der opstod et uendeligt behov for lukrativ, nytteløs pædagogisk nytænkning. Men så måtte man selvfølgelig kassere den faglighed, som selv socialdemokraten Christine Antorini nu efterspørger, og erstatte den med træning i læssevis af bløde kompetencer, som det har vist sig, at udeltheden heller ikke har kunnet magte. Og med fagligheden blev det muligt at kassere individet som individ og i stedet lade det hele flyde ud i et udtværet klassefællesskab, hvor de dygtige af klassekammerateffekten blev manøvreret ned på et stade, hvor de kunne få lov til at værdsætte livet som svage blandt de svage. Det er den menneskeødelæggelse, som noget altså nu tyder på, at lærerne ude i skolerne reagerer imod. Og så er vi da nået så vidt i bestræbelserne på en genopretning af vor forsmædelige uddannelsesmæssige deroute.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler