Nu er det ramadan, og ikke-muslimske lærere i folkeskolen vil stå over for spørgsmål om, hvordan man nu takler de fastende børn, trætheden og ukoncentrationen, de muslimske børn vil præstere i skolen?

Når nogle lærere vælger at melde ud, at mange muslimske børn møder trætte og er ukoncentrerede i timerne, glemmer de, at der også er træthed og ukoncentration på grund af dårligt arbejdsmiljø såsom indeklima?

Under ramadanen er det dog hovedsageligt, fordi børnene ikke kommer i seng til tiden, og desuden står de ikke op til den nødvendige morgenmad, som man lige spiser, inden man påbegynder fasten. Dette betyder, at når de store børn vælger at faste, så gør de det på en forkert måde, så de bliver svage i løbet af dagen. Når det vedrører de små elever, må man indgå aftaler med dem, så de faster lidt og spiser lidt.

Mit råd til mine kolleger og fagfæller er: Lad os ikke problematisere ramadanen eller andre rituelle skikke. De signaler, vi sender til børnene i skolen, er på længere sigt med til at præge deres opfattelse af det danske samfund og af danskerne.

En kritisk indstilling til børnenes tro, og alt hvad der er anderledes fra det danske, kan være med til, at disse børn møder samfundet med afstandtagen og mistillid. Hvis mine danske kolleger går ud blandt muslimske børn og viser deres kritiske indstilling til religiøs praksis, så vil de blive opfattet som nogle, der blot vil frarøve dem det fællesskab, ramadanen giver til både børn og voksne, og derfor vil de

ikke have den mindste tillid til de voksne, fordi de vil blive betragtet som »fjender« af deres kultur og religion, og det vil næppe gavne nogen.