I et svar til undertegnede i Folkeskolen nummer 18 erkender Bertel Haarder, at der er problemer med vores specialundervisning. Haarder nævner en række tiltag, der skal bedre situationen, nogle gode og nogle mindre gode, og tager afstand fra tanken om at skrue udviklingen tilbage til før 1993.

De eneste, der mig bekendt har foreslået det, er de politikere i Undervisningsministerens egen lejr, som flirter med genindførelse af niveaudelingen. Når jeg har bragt årstallet 1993 på bane, skyldes det alene, at det var deromkring, filmen knækkede. Hvad vi har set siden da, er ren opvisning i kunsten at lede en institution i stumper og stykker, tydeligst udtrykt i specialundervisningens reelle nedbrud i form af et uoverstigeligt svælg mellem behov og resurser.

Mit forslag om at satse på en revitalisering af den lærerstyrede klasseundervisning er netop et forsøg på at anvise en ny vej. Haarder har ganske ret i, at det er vigtigt, at undervisningen tager hensyn til det enkelte barn og dets forudsætninger. Men det er en fatal misforståelse, at dette bedst sker ved at placere hvert barn i sin egen mentale celle med logbog, elevplan og det udstrakte ansvar for egen læring, der følger af, at læreren kun kan være ét sted ad gangen. Medmindre målet er specialundervisning til alle.

Det er i dag veldokumenteret, at skolebørn lærer og trives bedst i fællesskab under ledelse af en fagligt og menneskeligt kompetent lærer, der har frie hænder til at gøre det fornødne på de givne præmisser. At udfolde netop den rolle er samtidig lærerarbejdets hovedattraktion. Får lærerne lov til det, står selv de dygtigste unge i kø for at komme til - som i Finland og Singapore. Får de ikke lov, kommer skolen aldrig op at ringe.