Når hensynet til børns tarv drukner i det politiske magtspil med al den markeringstrang, det medfører, så er det, uanset om det er børn, der er født og opvokset i Danmark, eller børn, der er kommet hertil som flygtninge, noget, der berører os som lærere.

Derfor handler denne kommentar om den skæbne, den danske stat har tiltænkt de irakiske børn, der er blandt de 282 uønskede.

Alle, der kender blot lidt til, hvor vigtigt det er for børns udvikling, at de vokser op i harmoniske og velfungerende familier, ved, at de børn, der her er tale om, er blevet helt ufatteligt forsømt.

Det fremgår ofte af debatten, at ansvaret er forældrenes, idet de bare kunne være taget hjem, da deres asylansøgning blev afvist.

Hjem til hvad, må man som medmenneske spørge?

Sådan en politisk udmelding er uforståelig. Modet til at pakke al almindelig medmenneskelighed langt væk under dække af love og regler, de selv har vedtaget, tilmed uden at berøre samme lovgivnings mulighed for undtagelser af frygt for at blive anklaget for at lempe på de senere års stramme flygtningepolitik, tegner ikke godt.

At høre politikere ytre, at de selvfølgelig er berørte af, hvad de ser, når der vises billeder fra asylcentrene eller fra rydningen af Brorson Kirken, for derefter at konkludere, at der ikke er noget at gøre, fordi vi lever i et retssamfund, er forstemmende at lægge ører til.

Asyl til de irakiske familier handler ikke om, at Danmark skal åbne dørene for alle, der banker på. Det handler om det ansvar, vi som nation har for de mennesker, som har levet i vores land med en uvis skæbne i op til ti år, fordi vi ikke har kunnet sende dem tilbage til et Irak, der er i kaos og tilmed hærget af en krig, vi selv har været aktive i.

Heldigvis skorter det ikke på opfordringer til at vise medmenneskelighed fra alle sider.

Amnesty International, FN-forbundet, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, Red Barnet og Euro-Mediterranean Human Rights Network er gået sammen om en appel til regeringen om at gen­overveje udsendelsen af de irakiske asylansøgere og i stedet give dem humanitær opholdstilladelse.

Den mulighed eksisterer nemlig ifølge lovgivningen, det drejer sig alene om politisk vilje hertil.

DLF blander sig ikke i partipolitik, men vi fatter, at den humanistiske tradition, det danske samfund bygger på, ikke rækker til at give opholdstilladelse til de børn, hvis fremtid vil blive ødelagt. Vores foreningssang afsluttes med ordene: »Der hvor menneskets værd bli'r forsvaret, må vi være med«. De ord har vi tænkt os at stå ved.