Kronik

Et kvart århundrede efter årtusindskiftet

Vi har indset, at en skole og et samfund, hvor det store flertal taber, hver gang nogle få vinder, ikke er stærke nok til at konkurrere med andre, hvor alle oplever at vinde, ved at alle gør deres bedste

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

15. august 2025

Et samfund har ikke råd til, at grundskolen mislykkes. Men hvad er så en konkurrencedygtig skole? Er det en skole, der kan konkurrere med naboskolen? Eller er det en skole, der ligger i toppen af en hitliste, hvor cirka halvdelen per definition altid vil ligge under gennemsnittet? Er det en skole, der kan konkurrere med amerikanernes? Eller er det blot en skole, hvor man bedre end noget andet sted kan lære det, der er vigtigt at lære? Jeg mener, at vi også her i 2025 et kvart århundrede efter årtusindskiftet er klart bedst stedt ved at holde os til den sidste definition.

Forhold, der er ændret

Biologisk fungerer vi nogenlunde som tidligere. Men betingelserne - også i skolen - er væsentligt ændrede.

. I 2025 er der rigtig mange nye måder at øge den fysiske og psykiske sundhed på. Man kan få meget præcis viden om, hvad ens krop har brug for, hvis man vil være i optimal balance og form, og der er mulighed for meget specifik behandling af en lang række mindre og større sindslidelser, som før hæmmede mange elevers livs­kvalitet - spændende fra koncentrations­vanskeligheder og nedtrykthed til psykopati og skizofreni. Disse muligheder kan i princippet komme hele befolkningen til gode, men der er risiko for, at det primært er de bedst stillede, som har adgang til dem, så den sociale ulighed vil vokse.

. På grund af en langt bedre indsigt i den enkelte elevs styrker er det i 2025 meget lettere at differentiere undervisningen præcist, så eleverne kan opleve at have mere kontrol over egen situation i skolen, end de havde tidligere. Denne øgede oplevelse af kontrol skal dog ses på baggrund af, at globaliseringen af teknologi, transport og information er slået så kraftigt igennem, at eleverne også er eksponerede for en potentielt overvældende omverden, som de kan føle sig langt mere afmægtige over for, end tidligere generationer har op­levet det. Der er store etiske udfordringer forbundet med at være virtuelt førstehåndsvidne til så mange af verdens største problemer og til at være tvunget til i et eller andet omfang at distancere sig fra dem for ikke at blive overvældet af skyld og medansvar.

. Som tidligere er lærerne i 2025 også nysgerrige, opfindsomme, socialt omsorgsfulde og teknisk dygtige undervisere - og dermed rollemodeller for læring og kreativitet. Lærerne lever dermed i dobbelt betydning op til professionens navn: En lærer er både én, der selv lærer, og én, der bidrager til, at andre gør det. Den generelle adgang til virtuelt indhold af meget høj kvalitet tvinger dog også læreren til i langt højere grad end tidligere at agere som leder af en social organisation end som underviser. Det er en stor pædagogisk udfordring, fordi den politiske styring af skolen som samfundsbærende institution - med læreren som udøvende myndighed og kulturformidler - sættes under pres, når meget af det pædagogiske indhold hentes fra internationale databaser, der ikke er under politisk-administrativ kontrol.

. Skolen er i 2025 indrettet, så eleverne nyder at lære, ikke mindst fordi det er nødvendigt for at holde på eleverne og deres forældre, der ellers vælger andre skoler. Den enkelte elevs dannelsesproces former sig i langt højere grad end i begyndelsen af århundredet som en individuel rejse ind i faglig­heden, i naturhistorien, i kulturhistorien og i kunsten. De nye teknologier gør det muligt at skabe helt anderledes virtuelle, sanserige oplevelser af abstrakte begreber end tidligere. Diversiteten og omfanget af elevernes erkendelses- og dannelsesprocesser indebærer dog en stor udfordring for lærerne hvad angår nødvendigheden af at have fælles referencerammer, men vi kan heldigvis udnytte det faktum, at de fleste elever er interesserede i at lære sammen med andre en stor del af tiden, så de omfattende virtuelle oplevelser ikke nødvendigvis fører til social fragmentering. En særlig etisk udfordring består i, at de mest grundlæggende filosofiske begreber vedrørende verdens beskaffenhed, og vore muligheder for at erkende den, i 2025 kan formidles så eminent via teknologien, at eleverne så at sige kigger meget direkte ned i den svimlende eksistentielle dybde og også har mulighed for at opleve for eksempel virtuel kvantefysik, der kan komme til at indebære en højere grad af eksistentiel tvivl og uro, hvis ikke det tematiseres effektivt socialt integrerende.

. Den digitale teknologi booster videnproduktionen, så der i 2025 produceres så megen information, at der er en reel risiko for, at mennesker ikke kan se ret langt ind i fremtiden. Det betyder, at elever nu har vanskeligere ved at forestille sig en attraktiv fremtid. Den ekstreme version af dette er blevet kaldt singulariteten - en tilstand, der opstår, når videnproduktionen sker så hastigt, at det ikke længere er muligt at se ind i fremtiden, fordi hele personens kognitive kraft skal bruges på at kapere den enorme informationsmængde, der transmitteres i nuet. Disse udfordringer blev allerede diskuteret seriøst i 2006 af teknologen Ray Kurzweil i bogen: »The Singularity is Near«.

. Det er almindelig anerkendt, at sanselighed styrker både læringen og hukommelsen ved at skabe stærkere oplevelser. I 2025 er både de fysiske og virtuelle undervisningsrum sanseligt stimulerende og æstetisk tilpasset undervisningens formål, men det er en stor udfordring for lærerne, at eleverne allerede har sanset og oplevet så meget, at de har vænnet sig til et meget højt niveau af sansning, fordi tilvænning ofte svækker indtrykket.

. Det er i 2025 muligt at udnytte de digitale medier til at simulere næsten hvad som helst. Det kan ikke blot give eleverne stærke sanserige oplevelser af faglige begreber og teorier, som tidligere fremstod meget abstrakte for eleverne. Ved at udnytte mulighederne i virtual reality er eleverne ikke længere blot tilskuere til disse simulerede rejser, som man tidligere typisk kendte fra fremvisninger i planetarier og forlystelsesparker - det er nu eleverne selv, der styrer rejsen.

. I 2025 har vi konstitueret kombinationen af positivt medspil og positivt modspil som en fælles overordnet værdi, fordi det ikke blot i politik og videnskab, men også i religion har vist sig som et effektivt værn mod fastlåste konflikter. Ved at forpligte hinanden til både at lytte positivt anerkendende og kritisere positivt udfordrende kan meget forskelligartede religiøse trosretninger nu respektere hinanden som trossystemer - i modsætning til vidensystemer. Det er for eksempel lykkedes at få kristne og muslimer til at enes om, at de guder, de tror på, ikke er nogen, de ved noget om, og som de derfor heller ikke kan argumentere autoritativt ud fra. En religion kan altså ikke længere danne grundlag for formel magtudøvelse og kan heller ikke kritiseres som løgnagtig.

Glade mennesker er billigere og bedre

I 2025 er skolen ikke blot optimeret til hver elev, fordi det immaterielt er langt det bedste, men også fordi det er langt det billigste. Det er nu almindelig anerkendt, at glade mennesker er billigere og mere produktive, og at den immaterielle velstand i samfundet (populært kaldet livsglæden) er en forudsætning for varig materiel velstand. Derfor har vi nu taget konsekvensen af, at forskningen har vist, at den vigtigste enkeltkilde til menneskers livsglæde er, at de lever under vilkår, der muliggør, at de kan være helhjertet engagerede i såvel det umiddelbare og nære som den større sammenhæng. Både velfærdssystemet og de frie markedskræfter er derfor blevet »humaniseret« efter dette ideal: Velfærdssystemet lever i 2025 til fulde op til sit navn ved faktisk konsekvent at hjælpe borgere på aktiv færd snarere end at låse dem fast i offerroller, som det alt for ofte har været tilfældet - og de frie markedskræfter fungerer nu på en måde, så man helt generelt primært konkurrerer for konkurrencens (processens) skyld (fordi det generelt er både

sjovt og effektivt, når der går sport i noget) og sekundært for at vinde (resultatet), fordi man har indset, at en skole eller et samfund, hvor det store flertal taber, hver gang nogle få vinder, ikke er stærke nok til at konkurrere med andre samfund, hvor alle oplever at vinde, ved at alle gør deres bedste.

Fortæl, hvad du mener, på sms

En konkurrencedygtig skole bør være:

K1: En skole, der kan konkurrere med naboskolen (sms FS K1 til 1220).

K2: En skole, hvor man bedre end noget andet sted kan lære det, der er vigtigt at lære (sms FS K2 til 1220).

Det koster 2 kroner plus almindelig sms-takst. Se afstemningsregler og præmier side 10.