Debat

Trepartsresultat og kvalitetsreform

En ny chance.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tidligere kunne man komme ud for at blive idømt eftersidning, hvis man ikke havde lavet sit hjemmearbejde. Det er ikke længere fremherskende pædagogik, så noget andet må til, hvis den forsømmelse, som trepartsresultatet er udtryk for, skal gøres god. Regeringen havde en historisk chance for at bevise, at det ikke kun skulle handle om at sikre sig overtaget på velfærdsdagsordenen, men at udviklingen af den offentlige sektor og sikring af tilstrækkeligt veluddannet personale er en udfordring, der skal handles klogt på. Finansministeren kunne desværre ikke levere andet end store ord og fedt flæsk. Det var naturligvis uspiselig kost, fordi der reelt ingen næring er i sådan føde.

I det resultat, der ligger efter trepartsforhandlingerne, er Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråds medlemmer ikke gået glip af noget, for retterne var ikke sammensat, så vores medlemmer som det mindste kunne få stillet den værste sult.

Rekrutterings- og fastholdelsesudfordringen er ikke løst, og medarbejdernes behov for efteruddannelse er ikke indfriet. Det ansvar må regering og arbejdsgivere tage på sig.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Alternativt vil udhulingen af den offentlige sektor og vores velfærdsstat være langt alvorligere end hidtil antaget.

Vi nærmer os sommerferien, og det er ikke godt at skilles som uvenner. Derfor får regeringen en ny chance til ikke blot at tænke sig om, men også at gøre tingene anderledes i forhold til kvalitetsreformen, der i sit oplæg desværre bygger på pseudoreformer, teknokratiske forslag, symbolpolitik, småjusteringer på velfærden og yderligere markedsgørelse af den offentlige sektor.

Det er ikke løsningen på morgendagens udfordringer. Hvis ikke regeringen i kvalitetsreformiveren bruger den veldokumenterede viden om incitamentsfremmende tiltag til at vise medarbejderne tillid og slippe kreativiteten løs, så vil arbejdet med kvalitetsreformen blive et nyt eksempel på et ørkesløst beskæftigelsesprojekt uden perspektiv.

De enkelte medarbejdere skal kunne mærke i hverdagen, at de bakkes op, at det er meningsfulde opgaver, der skal løses, og at de via en fortløbende efteruddannelse bliver i stand til at medvirke til fortsat udvikling inden for de områder, de skal mestre.

Det er tid til at vinde et nyt slag, så i stedet for en eftersidning får regeringen lektier for og mulighed for at gå til sygeeksamen efter sommerferien. Det giver tid til at læse lidt op på det forsømte og tid til refleksion.

God sommerferie til alle.

»Vi nærmer os sommerferien, og det er ikke godt at skilles som uvenner. Derfor får regeringen en ny chance til ikke blot at tænke sig om, men også at gøre tingene anderledes i forhold til kvalitetsreformen«