Jeg er nok ikke den rigtige til at vurdere, om det har haft den ønskede effekt på bundlinjen, at skyllemidlet Bamseline i sin tid skiftede navn til Snuggle. Men jeg har dog en mening om det nyopfundne begreb braincoach.

Det reklamefremstød, der nu skal øge rekrutteringen til lærerseminarierne, bærer mest af alt præg af en desperation, der har resulteret i en marketingstrategi, man ellers ville udøve på 12-13-årige børn i håbet om at sælge et værdiløst produkt.

Undertegnede er udmærket godt klar over, at det at kunne kalde sig selv for coach er blevet ret så populært. Men hvorfor uden videre adoptere et så flygtigt begreb som coaching. De ret så banale grundprincipper har længe været at finde inden for størstedelen af moderne pædagogisk og psykologisk teori. Men der er skam en forskel, skal jeg sige jer.

For hvad er det, der på nuværende tidspunkt kræves for at blive det, vi kalder coach.

Pædagogik og psykologi, de to store videnskaber, man ellers har forladt sig på inden for faget, sætter man nu i baggrunden for at lokke unge mennesker til, i håb om at disse har begået den fejltagelse at betragte coaching som det nye store lys i åbenbaringen.

Jeg vil gøre opmærksom på, at jeg ikke studerer på Copenhagen Business School, men jeg har på fornemmelsen, at sådan en kampagne med dertil hørende tv-reklamer nok ikke er helt billig. Jeg har svært ved at forestille mig, at pengene ikke godt kunne have været brugt bedre.

Læreruddannelsen har ikke ligefrem de høje lønninger eller en prestigefyldt tilværelse i sigte. Så gider jeg altså ikke også være til grin.

Forkortet af redaktionen