Det var med undren, jeg i fredags læste i Folkeskolen nummer 16-17 om »Trin for Trin«.

På ét punkt vil jeg give forfatterne og journalisten ret. Nemlig at materialet ikke bruges lige godt alle steder, og at det mange steder samler støv.

Hvorfor gør det det?

Jeg er overbevist om, at hvis ansvarlige fik indskrevet brugen af systemet i virksomhedsplaner og evaluerede det, ville langt flere børn få glæde af og træning i social og emotionel læring.

Artiklerne i bladet bærer tydeligt præg af, at de, der udtaler sig, ikke har arbejdet kontinuerligt med og gennemført et forløb med »Trin for Trin«.

Kun i det positive refleksionsrum, som skabes af lærere og elever, bliver den voksne bedre og bedre til at udnytte materialet, hvor der reflekteres over de tre temaer: empati, problemløsning og impulskontrol.

De lærere, der har arbejdet med materialet gennem flere år og evalueret brugen af det, giver udtryk for, at hver gang de starter en ny gruppe, får de nye oplevelser og tilgange til materialet. Denne faciliterende arbejdsform mellem voksne og børn er stærkt medvirkende til, at elever og lærere på samme tid og sted er positive og engagerede i arbejdet med sociale og emotionelle kompetencer. Noget, vi har efterlyst i mange år.

Hvis ikke vi havde »Trin for Trin«, hvad skulle vi så bruge i arbejdet med dannelsen af forudsætninger for læring og barnets alsidige, personlige udvikling?

For at kunne vurdere materialet kræver det, at man er tålmodig og gennemfører et helt forløb, inden man udtaler sig. Dette er ikke et nyt fænomen. J.A. Comenius skrev i 1628: »Lærere vil helst plante træer og ikke så frø eller sætte kviste!«