I Folkeskolen nummer 16-17 retter Bergthóra Kristjánsdóttir i artiklen »Den monokulturelle skole« skytset mod forskellige regeringers og Undervisningsministeriets behandling af tosprogede elever.

Det sker i en artikel, hvor ministeriets medarbejdere i øvrigt ikke får lejlighed til at gå i rette med Kristjánsdóttirs påstande.

Hun mener at kende til en politisk enighed om en multikulturel skolepolitik gennem de sidste 35 år samt at kunne dokumentere, at embedsværket stik herimod har formået at fastholde en étsproget folkeskole.

Danmarks skolepolitik har altid, ogsåi de sidste 35 år, bygget på danske værdier og dansk som undervisningssprog, så der har været fuld overensstemmelse mellem embedsværket og de skiftende regeringer. Og det er helt sikkert, at ændringer ikke vil komme fra mig som undervisningsminister.

Denne regering har med bredt politisk flertal i ryggen styrket indsatsen for dansktilegnelsen på en række områder, som ikke indebærer tosprogethed. Det har embedsværket arbejdet for at realisere. Embedsværket har arbejdet loyalt - også for denne regering.

Der er ikke noget i vejen med at kunne mange sprog, men når det gælder dansktilegnelsen, er pengene givet bedre ud til ekstra timer i dansk end til timer i tyrkisk. Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut har netop offentliggjort resultater, der påviser, at deltagelse i modersmålsundervisning ikke ser ud til at have nogen effekt for elevernes faglige resultater.

Jeg ser meget gerne, at der i folkeskolen ansættes flere velkvalificerede tosprogede lærere, som underviser på dansk i mange af skolens fag, og som kan støtte tosprogede elevers tilegnelse af dansk og fag på en og samme tid ved at bruge modersmålet som læringsredskab.

Lad os være enige om, at den pædagogiske forsknings resurser målrettes mod en undervisning, »der virker«.

Svar

Folkeskolen tog imod Bertel Haarders opfordring til at søge ministeriets kommentarer, men fik det svar, at ministeriet ikke agtede at gå ind i en yderligere polemik om emnet.

Redaktionen