Det er med stigende skepsis, jeg ser på forvaltningen af den vidtgående specialundervisning i Danmark. Det skyldes flere ting. Dels den kommunalreform, der grundlæggende har til formål at afvikle specialiseringen af de tilbud, elever med særlige behov får i dag. Dels at KL prioriterer at spare penge på specialundervisning, så budgetterne ser bedre ud for skatteyderne. Det koster dækningen af de svageste børns særlige behov, og det ved politikerne.

Afspecialiseringen har været drøftet de sidste år ud fra analyser, formodninger og skrækscenarier. Der har naturligvis ikke været reelt kendskab til, hvordan fremtiden vil arte sig, men nu bliver det tydeligere i kraft af de initiativer, vi ser fra kommunernes side. Disse initiativer har ikke gjort de sidste års kritik uberettiget, da de mange steder peger hen imod de skrækscenarier, vi kritikere af reformen har advaret imod, i direkte forlængelse af Strukturkommissionens uafhængige medlemmers bidrag til rapporten, januar 2004.

Kommuner i Københavns-området forsøger at overbevise forældre og sig selv om, at den vidtgående specialundervisning bliver bedre af at blive løst inden for kommunens egne rammer. I flere kommuner laves der støbeskeer for at omdanne specialiserede skoler til institutioner for børn med så forskellige behov, at personalet skal specialisere sig i pseudopædagogisk mangfoldighed frem for specialundervisning.

Jeg tror, at der er behov for, at landspolitikerne vurderer, om det er specialundervisning, der ønskes, eller om det er pædagogisk uhåndterlige pasningsordninger, der ikke har elevernes personlige og faglige udvikling i fokus, men derimod skattestop og middelklassevelfærd.