Regeringen tager kritikken af reformtankerne og de deraf afledte fremtidsudsigter for børn med særlige behov til efterretning. Forudsætningen for, at børnene kan få et kvalificeret undervisningstilbud i kommunerne, er, at fagligheden er i orden. Kredit for det.

Et nyt problem er nu, at Bertel Haarder har opfundet et plaster, han tror løser alle de problemer, der opstår, når lærere skal undervise inden for paragraf 20.2-undervisning uden viden og erfaring inden for området.

Plastret hedder Wiso og er en national videns- og rådgivningsorganisation, der skal bistå kommunerne, når Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og undervisningssektoren ikke råder over den fornødne faglige kapacitet til at løse specifikke opgaver på handicapområdet herunder specialundervisning.

Spørgsmålet er, om kvalitetssikring er, at den fornødne viden tilføres ved, at Wiso holder kurser om tilknytningsforstyrrelser, eller om lærere oveni skal kunne opbygge en specifik erfaring med denne diagnose for at kunne levere kvalificeret specialundervisning. Det er naturligvis både viden og erfaring, der skal til, og det kan Wiso ikke levere. Der skal større faglige miljøer for de specifikke handicap som målgruppe til, før man kan blive specialist.

Det er ikke værdigt at levere små plastre, når de strukturelle forandringer billedligt talt brækker benene på de svageste børn og mindste handicapgrupper. Wiso giver ikke sikkerhed for, at der kan mobiliseres viden og erfaring med de små grupper, men er alene et forsøg på at retfærdiggøre en omstrukturering af specialundervisningen for børn med særlige behov. Projektet resulterer i en velfærdsforringelse, såfremt kommunerne ikke kan kompensere med en helt anden struktur.