Debat
Historiefagets svære liv
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af alle levende væsner er mennesket det eneste, der har en historie, det kan stifte bekendtskab med. Alt andet levende lever uden nogen sinde at ane, hvad fortiden består af. Kendskabet til historien er ikke genetisk betinget. Den skal læres. Og den læring må skolen påtage sig, da ingen andre gør det. Nytten af historieundervisningen består i opbygningen af et fællesskab grundet på en fælles rod tilbage i tiden, som betinger en mere eller mindre sammentømret nationalitetsfornemmelse hos alle med fælles historie. Hvis man derfor ønsker at udrydde fornemmelsen af nationalt fælles tilhørsforhold enten i globaliseringens tjeneste, eller fordi man vil fremme en politisk ideologi, der bygger på internationalisme, så skal man angribe historieundervisningen. Derfor fjernede Socialdemokraterne en tid helt historiefaget fra undervisningen for at give mere vækstmulighed for socialismens internationale status. Senere modererede man overfaldet og nøjedes med at udvande historiefaget ved at tvære det ud i noget tværfagligt. Det samme taler lektor Marianne Vega Poulsen for i Folkeskolen nummer 16. Med henvisninger til historiske katastrofer som 1864 og tabet af Norge og ved at gøre historieundervisningen og undervisningen i samfundsfag til et fedt og ved at opsplitte historien i usammenhængende emneprojekter, der skal sprænge historiens hovednerve: det kronologiske forløb, prøver hun at bane vejen for en underminering af en folkelig fællesskabsfølelse i den hensigt at opløse et nationalt tilhørsforhold i en større international naturstridig rodløshed. Og efter et sådant fagligt, nationalt og folkeligt overfald undrer Marianne Poulsen sig minsandten over, at børn ikke ved, hvad de har beskæftiget sig med i historietimerne.